Nu skal din bilradio få dig til at sænke farten ved vejarbejde

Bilens radio vil nu automatisk advare dig, når du nærmer dig vejarbejde på motorvejen

For at få bilister til at sænke farten ved vejarbejde, udfører Vejdirektoratet nu et forsøg med bilisters radioer. Foto: Klaus Holsting/Ritzau Scanpix
For at få bilister til at sænke farten ved vejarbejde, udfører Vejdirektoratet nu et forsøg med bilisters radioer. Foto: Klaus Holsting/Ritzau Scanpix

'Vejarbejde forude, hastighedsgrænse 80 km/t.'

Denne besked vil bilister på Vestmotorvejen ved Bjæverskov kunne opleve at få i deres radio i løbet af efterårsferien.

Her udfører Vejdirektoratet sammen med Syddansk Innovation (SDI)/Warning Systems et forsøg, hvor bilister lokalt bliver advaret om vejarbejde forude og hastighedsnedsættelse direkte over hver enkelt bilradio.

Den særlige radiobesked vil kun blive sendt ud til bilister, der nærmer sig ét bestemt vejarbejde ud for Bjæverskov kort efter frakørsel 34 i retning mod København. Her er Vejdirektoratet lige nu i gang med at opføre en ny støjskærm på en to kilometer lang strækning.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Se også: Vejdirektoratet vil redde bierne

Holdet fra SDI, der står bag idéen, håber, at den direkte besked via radioen vil få bilisterne til at sænke farten, når de kører forbi vejarbejdet.

- Ved at varsle bilisterne direkte over bilens radio, inden de kommer ind på vejarbejdsstrækningen, håber vi naturligvis, at den enkelte bilist vil være særligt opmærksom på farten og respektere den varslede nedsættelse, siger Jesper Kragh Jørgensen, der er projektleder i SDI, i pressemeddelelsen.

Afbryder radioen
Beskeden vil afbryde den igangværende radioudsendelse 300-500 meter inden vejarbejdet og vil kun blive givet til bilister, som kører på den berørte strækning. Derefter skifter radioen automatisk tilbage til den oprindelige kanal.

- Beskeden lyder stort set som en almindelig trafikmelding over radioen, men udsendes automatisk og helt lokalt via et radiosignal ved selve vejarbejdet, siger Jesper Kragh Jørgensen.

Forsøget løber i efterårsferien fra mandag 14. oktober og ugen ud. I forbindelse med forsøget vil man måle farten på den samlede trafik forbi vejarbejdet og sammenligne det med målinger af farten, før forsøget gik i gang.

Mere end 10.000 gange på en uge snuppede politiet danske trafikanter i at køre for stærkt. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix Biler - 8. okt. 2019 - kl. 11:00 Politiet snuppede titusinder fartsyndere

21 kommentarer
Vis kommentarer