Nu sker det: Tysk millionby indfører dieselforbud i næste uge

Efter flere forsinkelser er Hamborg klar til at forbyde ældre dieselbiler. De første vejskilte er allerede hængt op i gaderne

På to udvalgte strækninger i Hamborgs Altona-bydel bliver det om en uge forbudt at køre i en gammel dieselbil. Foto: Fabian Bimmer/Reuters
På to udvalgte strækninger i Hamborgs Altona-bydel bliver det om en uge forbudt at køre i en gammel dieselbil. Foto: Fabian Bimmer/Reuters

Benhård konkurrence, tilbagekaldelser og anklager om softwaresnyd. Mange ting kan få en bilproducent til at ligge vågen om natten, men allerværst må det være, når myndighederne mener, man har jokket så meget i spinaten, at de helt forbyder borgerne at køre i ens biler.

Efter flere tumultariske år for dieselbilen ser bilproducenternes frygt nu ud til at blive til virkelighed: Fra på torsdag 31. maj vil det være forbudt at køre i en ældre dieselbil på to udvalgte strækninger i Tysklands anden største by, Hamborg.

Byen bliver dermed den første tyske by, der indfører et forbud, og de første vejskilte er allerede hængt op. Det skriver Hamburger Morgenpost.

Forsinket forbud
Forbuddet har været undervejs siden februar, hvor den tyske forvaltningsdomstol i Leipzig gjorde det muligt for Tysklands mest forurenede byer at forbyde ældre dieselbiler.

Flere af landets byer, herunder Hamborg, har længe haft store problemer med at holde sig under EU's grænseværdier for mængden af kvælstoffet NOx i luften.

Dommen fra Leipzig gør det i praksis muligt at forbyde de ældre dieselbiler fra den ene dag til den anden. Men selv om Hamborg besluttede sig for at benytte dommen bare et par dage efter, den faldt, har det nye forbud først nu fået grønt lys fra byens egne myndigheder.

Fra på torsdag vil man derfor ikke længere kunne køre i en ældre dieselbil på Max-Brauer-Allee og Stresemannstraße i Hamborgs populære Altona-bydel.

Se også: Efter dieseldom: Nu kommer første forbud i populær tysk turistby

Rammer 168.000
Hvis man skal blive ved med at køre her, skal dieselbilen være godkendt til en af EU's to nyeste euronorm-grænser for forurening: Euro 5-normen, som dieselbiler fra 2010 som udgangspunkt holder sig indenfor, eller Euro 6-normen, der gælder for biler bygget siden 2015.

Ifølge Hamburger Morgenpost var der i begyndelsen af året 264.406 dieseldrevne person- og lastbiler registreret i Hamborg. Over halvdelen af disse - omkring 168.000 - lever ikke op til hverken Euro 5- eller Euro 6-norm og vil derfor ikke kunne køre i de nye miljøzoner.

Det vil dog stadig være muligt for beboerne i zonerne at køre i ældre dieselbiler, ligesom gæster, ambulancer, skraldebiler og taxier, der henter eller bringer passagerer er undtaget fra de kravene.

Se også: Tysk gigant har måske fundet løsningen, der kan redde diesel

204 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere