Nu vil bilgigant sælge elbiler online

Volkswagen introducerer nu onlinesalg af elbilen e-Up. Kunderne får samtidig gratis opladning i et år

Nu er det muligt at købe VW e-Up online og samtidig få et års gratis opladning med i prisen. Arkivfoto: Niels Friis
Nu er det muligt at købe VW e-Up online og samtidig få et års gratis opladning med i prisen. Arkivfoto: Niels Friis

Tiderne skifter i bilbranchen, hvor flere og flere bilproducenter flytter eller har planer om at flytte salget af bilerne online, som man kender det fra eksempelvis Tesla.

Nu oplyser Volkswagen i en pressemeddelelse, at de åbner for onlinesalg af den lille elbil e-Up, og at kunderne med i prisen får en installation af en ladeboks samt et Clever Mini-abonnement med gratis opladning i et år.

Den tyske bilgigant har et erklæret mål om, at det i løbet af 2022 skal blive muligt at købe samtlige af mærkets modeller online på volkswagen.dk i stedet for hos en bilforhandler, som vi ellers som forbrugere er vant til.

Første skridt i den proces tages med e-Up, der nu også kan bestilles og betales på volkswagen.dk. Bilen får man udleveret hos den forhandler, man selv vælger, det skal ske hos.

Sådan kan man lade
Volkswagen e-Up starter til en pris fra 159.995 kr., og dermed er elbilen en af de billigste elbiler på det danske marked.

Med i prisen får man nu installationen af en Clever-ladeboks og et Clever Mini-abonnement med 12 måneders gratis opladning. Det betyder, at man gratis kan lade op til 120 kWh pr. måned i 12 måneder både på Clever-ladeboksen hjemme og ude på Clevers offentlige ladere. 

Volkswagen e-Up er udstyret med en elmotor med 83 hk og 212 Nm. Den klarer 0-100 km/t på 11,9 sekunder, mens topfarten er elektronisk begrænset til 130 km/t.

Batteriet er på 32,2 kWh, og det er nok til, at e-Up har en officiel rækkevidde på op til 258 km. Modellen kan ved en DC-lader lade med op til 40 kW.