Skal du hurtigt frem på den tyske Autobahn, selvom du har svigermor på bagsædet og Golden Retrieveren i bagagerummet, får du snart en ny mulighed fra BMW.
Den tyske bilproducent er nemlig for første gang på vej med en stationcarudgave af den berømte M3-model.
BMW har tidligere fremvist koncepter for stationcarversioner af M3, men det er første gang, at en M3 Touring, BMW'sk for stationcar, skal serieproduceres.
Og nu teaser BMW for den kommende super-stationcar.
Det skriver Autocar.
BMW har nemlig offentliggjort en video på Youtube, hvori bilproducenten kigger tilbage på M3'erens historie og fortæller om den nye stationcar, som altså bliver den første M3 Touring nogensinde.
I videoen kan man blandt andet få designet på bagenden af den nye M3 Touring at se.
Senere i år
Selvom intet er officielt i forhold til, hvornår BMW M3 Touring får endelig verdenspremiere, forventer Autocar, at modellen vil blive lanceret senere på året.
Desuden har BMW heller ikke offentliggjort nogen tekniske specifikationer om bilen, omend det dog står klart, at den vil komme med en seks-cylindret benzinmotor med turbo. Desuden kan man nok godt gå ud fra, at den vil dele meget teknik med sedanudgaven af M3'eren og coupéen M4, og heri ligger ydelsen på op til cirka 500 hk.
Ifølge BMW vil M3 Touring tilbyde samme plads og kapacitet som den almindelige stationcarudgave af BMW 3-serie.
Det eneste tidligere forsøg på en BMW M3 Touring stammer fra, da BMW byggede en E46 M3 Touring som konceptbil. Modellen blev dog aldrig sat i produktion.