Ny analyse: Så mange biler vil ny tunnel trække fra Storebælt

Mange ventes at droppe Storebæltsbroen frem for Femernforbindelsen hver eneste dag

Prognosen er lavet af rådgivningsfirmaet Intraplan, der har overvåget trafikken over Storebælt i seks uger. Arkivfoto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Prognosen er lavet af rådgivningsfirmaet Intraplan, der har overvåget trafikken over Storebælt i seks uger. Arkivfoto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Mellem 550.000 og 600.000 bilister vil hvert år fravælge en tur over Storebæltsbroen til fordel for den kommende Femern-tunnel, når de skal rejse mellem Danmark og Tyskland.

Sådan lyder konklusionen i en ny trafikanalyse, som det tyske rådgivningsfirma Intraplan har udført, og som i denne uge er blevet videresendt til Folketinget fra Transportministeriet.

Det skriver Ingeniøren.

Tallet svarer til mellem 1507 og 1644 bilister hver eneste dag, kan fagbladet fortælle.

90-95 procent vil vælge Femern
Når folk skal fra Sjælland til Tyskland, eller omvendt, tager størstedelen i dag turen over Storebælt og den tyske grænse i Sønderjylland.

Men med den kommende Femernforbindelse vil mellem 90 og 95 procent af de bilister ifølge den nye analyse i stedet tage den nye vej mellem Lolland og den tyske halvø Femern. De resterende 5-10 procent er bilister, som alligevel kun skal til og fra Nordslesvig, og som derfor ikke ventes at gøre brug af Femern-omvejen.

Sund & Bælt forsøgte i 2017 at komme nogle af udfordringerne til livs ved at nedsætte prisen for at krydse Storebæltsbroen med 25 procent. En manøvre, der stod til at koste Femern-projektet 70 mio. kroner om året.

Se også: Slut med spritkørsel: Snart stopper Volvoen, hvis man er fuld

Har overvåget trafikken
Hvis analysen fra tyske Intraplan holder, ser det dog ikke helt så slemt ud alligevel for det næsten 55 mia. kroner dyre byggeprojekt.

Det var også konsulenterne fra Intraplan, der i sin tid lavede den oprindelige prognose for trafikken gennem Femern-tunnellen. Den oprindelige rapport er dog sidenhen blevet kritiseret for at være for usikker, fordi den ifølge Ingeniøren har 'undervurderet dynamiske effekter og nygenereret trafik'.

Derfor blev de tyske konsulenter bedt om at underbygge deres analyser med bedre data. I 2018 overvågede de således trafikken over Storebælt i seks uger og udregnede udfra de data et estimat for hele året.

Det er på den baggrund, at firmaet nu forventer en større kapring af bilister fra Storebælt.

Se også: Japanske bilgiganter går sammen om 'grønne' biler

42 kommentarer
Vis kommentarer