Ny forureningszone klar: 200 kroner for at køre i centrum

Londons omdiskuterede ULEZ-zone er trådt i kraft i denne uge, og det har gjort det til en dyr fornøjelse at køre gammel bil

Kører man ind til centrum af London i en gammel bil på en hverdag, koster det nu godt 200 kroner. Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Kører man ind til centrum af London i en gammel bil på en hverdag, koster det nu godt 200 kroner. Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix

40.000 biler, 19.000 varevogne, 2000 lastbiler og 700 busser.

Så mange køretøjer vil ifølge det tyske magasin Auto, Motor und Sport blive berørt af den nye forureningszone i centrum af London. Zonen, der er døbt Ultra Light Emission Zone, er trådt i kraft i denne uge, og håbet er, at den kan nedbringe antallet af forurenende biler i byen.

Midlet, der skal skræmme de gamle biler væk, er en afgift på 12,50 pund. Den skal betales, uanset hvornår på døgnet, man kører ind til byen, og sker det mellem klokken syv og 18 på hverdage, skal den lægges oveni en eksisterende afgift på 11,50 pund.

Det får den samlede afgift til at lande på 24 pund eller godt 200 kroner for dieselbiler, der ikke lever op til Euro 6-normen, og benzindrevne biler, der ikke opfylder kravene til Euro 4-normen. Det betyder med andre ord, at man skal have pungen frem, hvis man kører i en benzinbil fra før 2005 eller en dieselbil fra før 2014.

Kører man derimod i en gammel bus eller lastbil, skal man ifølge Auto Express af med hele 100 pund - rundt regnet 860 kroner - for en enkelt tur ind til byen.

Se også: Bilgigant køber CO2-aflad hos Tesla

Sorte taxaer er undtaget
Den skrappe forureningszone har dog undtagelser. Er bilen eksempelvis i stand til at køre mere end 32 kilometer pr. liter brændstof, behøver man ikke at betale den nye afgift. Det samme gælder, hvis bilen har veteranstatus og er før 1979.

Heller ikke beboerne i centrum af London, der i forvejen får en stor rabat på hverdagsafgiften, behøver at betale den nye afgift før oktober 2021. Auto, Motor und Sport skriver, at den forlængede frist for beboerne er skabt for at give dem tid til at købe en mere miljøvenlig bil.

Ingen af disse undtagelser har dog mødt lige så meget kritik som beslutningen om at fritage Londons karakteristiske sorte taxaer fra den nye afgift. De kører typisk på diesel, må være op til 15 år gamle og står ifølge en pressemeddelelse fra Londons borgmester, Sadiq Khan, for 20 procent af den forurening, som byens vejtransport genererer.

Af samme grund har han indført en fond, der skal give 5000 taxachauffører op mod 85.000 kroner i støtte til at skifte den gamle taxa ud med en ny og elektrisk erstatning.

Indtil videre er det planen, at den nye forureningszone skal udvides til at dække det meste af London i 2021.

Se også: Bilgigant frygter kæmpebøde fra Vestager

68 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere