Ny fynsk bro vil være 'en gevinst'

En ny rapport konkluderer, at der er meget at vinde ved at bygge en bro mellem Als og Fyn, selv om den bliver dyr

En bro mellem Als og Fyn vil aflaste den nye Lillebæltsbro og skære næsten en time af rejsetiden mellem Odense og Padborg, anslår Vejdirektoratet. Foto: Jens Dresling
En bro mellem Als og Fyn vil aflaste den nye Lillebæltsbro og skære næsten en time af rejsetiden mellem Odense og Padborg, anslår Vejdirektoratet. Foto: Jens Dresling

22,4 mia. kroner eller lidt mere end en halv Storebæltsbro.

Det vil det ifølge Vejdirektoratet koste at bygge en bro fra Fyn til Als, der kan gøre rejsen mellem de to landsdele betydeligt hurtigere. Broen er stadig langt fra at være en realitet, men Vejdirektoratet har lavet beregningen for at kvalitetssikre en tidligere COWI-analyse.

Tallet på Vejdirektoratets bundlinje er højere end de 18,8 mia. kroner, som COWI nåede frem til i 2018. Ikke desto mindre konkluderer myndigheden dog i sin rapport, at broen vil være 'en gevinst' for samfundsøkonomien.

Det skriver Ingeniøren.

- De samfundsøkonomiske beregninger viser, at projektet vil være en gevinst for samfundet med en netto-nutidsværdi på 11,4 mia. kr. Gevinsterne ved projektet opvejer således de omkostninger, der er til blandt andet anlæg af forbindelsen, skriver Vejdirektoratet i rapporten.

17.000 køretøjer hver dag
Gevinsten skal mest af alt findes i, at den nye forbindelse vil gøre det væsentligt hurtigere for danske bilister at køre mellem de to landsdele, mens omkostningerne for den enkelte også vil blive lavere. Dertil kommer luftforureningen, der ifølge Vejdirektoratet vil falde, hvis den nuværende færgedrift indstilles, og lastbilerne får færre kilometer at køre mellem A til B.

Vejdirektoratet anslår, at 17.000 køretøjer hver dag vil passere den nye bro. Person- og varebiler betaler 70 kroner for smutvejen i regnestykket, mens lastbiler skal slippe 290 kroner for at køre over.

Både antallet af køretøjer og prisen er højere end i COWI's beregning, og holder det, vil broen ifølge Vejdirektoratet tjene 560 mio. kroner hjem det første år. Alligevel kan broen dog ikke tjene sig selv hjem, mener myndigheden. Der er brug for et økonomisk tilskud på 11,1 mia. kroner, hvis den skal kunne betale sine regninger.

Vejdirektoratet har taget udgangspunkt i, at broen får et statsgaranteret lån til omkostningerne, som ligesom hos Øresundsbroen og Storebælt skal betales tilbage i løbet af 40 år.

Se også: Tesla skrotter faste servicetjek: Bilerne behøver det ikke

Vil skabe ny trafik
For de 22,4 mia. kroner får danskerne ifølge Ingeniøren 11 kilometer bro mellem Fyns Hav på Als og Horne Land på Fyn. Dertil kommer 42 kilometer motorvej og yderligere 13 kilometer eksisterende vej, der skal udvides for at kunne håndtere den øgede trafik.

Det samlede byggeri vil dermed skabe en hurtig forbindelse mellem Sønderborg og Årslev syd for Odense. Vejdirektoratet skriver i sin rapport, at broen vil kunne spare pendlere næsten en times transport mellem Padborg og Odense, og den vil derfor også skabe en del 'ny trafik', forudsiger myndigheden.

- For eksempel vil forbindelsen potentielt øge adgangen til arbejdskraft med cirka 134 procent for virksomheder i Sønderborg Kommune, da arbejdstagere fra Fyn vil have lettere adgang til kommunens virksomheder, skriver Vejdirektoratet i rapporten.

Idéen til broen mellem Als og Fyn er ifølge Ingeniøren skabt af kommunerne Faaborg-Midtfyn og Sønderborg i 2017. Staten har endnu ikke lavet nogen forundersøgelser af mulighederne for at bygge bro, og det er uvist, om det vil komme på tale i nær fremtid.

Se også: Gyldne tider: 25.000 Porsche-ansatte får kanonhøj bonus

203 kommentarer
Vis kommentarer