Ny Porsche har 'dansker'-indstilling: Slår til i regnvejr

Den nye Porsche 911 ligner måske nok sin forgænger, men den er blevet en hel del nemmere at eje for folk på danske breddegrader

Porsche 911 kan nu mærke, om der er vand på vejen, og automatisk indstille sig efter forholdene. Foto: Porsche
Porsche 911 kan nu mærke, om der er vand på vejen, og automatisk indstille sig efter forholdene. Foto: Porsche

Hårnålesving, solskin og udsigt til bjergtoppe. For mange hører det med stor sandsynlighed til sportsvognsdrømmen at få lov at køre bilen ud i gearene på tomme alpeveje.

Desværre er det dog de færreste danskere, hvis daglige pendlerrute går via Furkapasset eller Großglockner-Hochalpenstraße. Chancerne er større for, at den går over en regnvåd Køge Bugt Motorvej eller mod Aarhus på Skanderborgvej - og under disse omstændigheder er der brug for lidt mere end bare hestekræfter og letløbende styretøj.

Den virkelighed har sportsvognsbyggerne hos Porsche nu tilsyneladende set i øjnene, for den nye generation af Porsche 911 er udstyret med en vaskeægte dansker-indstilling, kaldet 'Wet Mode'.

Det har den tyske producent annonceret i en pressemeddelelse.

Amfibie-køretøj med 450 hk
Porsche har udstyret sportsvognen med sensorer i hjulkasserne, der fungerer lidt som de regnsensorer, nogle biler har i vinduesviskerne. Når sensorerne mærker vand, der sprøjter op fra vejen, indstiller bilens computersystemer sig automatisk efter forholdene.

Computeren griber herefter hurtigere og blidere ind, hvis den mærker, at bilen mister greb, og samtidig rådes føreren til at skifte til 'Wet Mode'-køreindstillingen.

Følger man sportsvognens anbefaling, skyder der ikke en køl ud under bunden af bilen. Men det er lige før. 911'erens computer ruster sig yderligere til våd fremfærd, motoren trækker roligere op i omdrejninger, og bilen sender flere af sine 450 hestekræfter til de forreste hjul, hvis den har firehjulstræk.

Summen af det hele er ifølge Porsche en sportsvogn, der er 'mere komfortabel og sikrere at køre i'.

- De præcise interventioner er især effektive i tilfælde af hurtige retningsskift, spontane tryk på speederen eller på skiftende overflader, skriver Porsche i pressemeddelelsen.

Se også: Skulle have luft for kærestesorger: Gik balalajka hos Porsche-forhandler

Grænser for galskaben
Det er dog ikke ensbetydende med, at man som dansker kan opnå samme fartglæde på en sjaskvåd Munkebjergbakke som franskmændene på en solbeskinnet Route Napoleon.

- Køreindstillingen sænker hverken mængden af kræfter eller den mulige tophastighed, og den bør derfor ikke ses som en mulighed for at køre for stærkt i vådt føre. Den skal kun ses som et assistentsystem i ordets bogstaveligste forstand, siger udviklingschef August Achleitner i pressemeddelelsen.

'Wet Mode' er en del af en større modernisering af 911-modellens computersystem. Hertil hører også andre programmer, der ikke ligefrem er tiltænkt billedskønne bjergveje, som en computerbaseret personlig assistent og en emmissionsberegner, der lader føreren betale aflad for sit CO2-aftryk.

Se også: Tesla-ejer advarer: Fjernstyring sendte min bil ind i væggen

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere