Ny Range Rover: Du kan kun købe den hvis du er astronaut

Specialudgaven af den store Range Rover er lavet i samarbejde med Virgin Galactic

Denne specialudgave af en Range Rover Autobiography kan man kun købe, hvis man er astronaut. Foto: Land Rover
Denne specialudgave af en Range Rover Autobiography kan man kun købe, hvis man er astronaut. Foto: Land Rover

Hvis verden efterspurgte en stor firehjulstrækker, som kun må købes af astronauter, har Land Rovers specialafdeling, Land Rover Special Vehicle Operations, nu givet os svaret.

En Range Rover Astronaut Edition.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Hvem kan så købe den? Ja, det er kun fremtidige astronauter, som har sagt ja til at flyve ud i rummet med Virgin Galactic, helt specifik medlemmer af Virgin Galactic Future Astronaut-programmet.

Se også: Kørt 1,2 millioner kilometer: Så hård er ny udgave af Defender

Specialudgaven af Range Roveren er proppet med specielle 'astronaut'-accessories både ude som inde.

De udvendige elementer omfatter en unik Zero Gravity Blue, der altså er en speciel blå lak, og den er inspireret af 'de smukke effekter fra en nattehimmel', samt et skræddersyet lygtedesign inspireret af Virgin Galactic.

På interiørsiden er detaljerne, som kun kan fås på denne specifikke model, en speciallavet kopholder, særlige logoer, som forestiller raketter, og aluminium dørhåndtag.

Kommerciel rumflyvning
Siden 2014 har Virgin Galactic haft Land Rover som kommerciel bilpartner. Virgin Galactic er et firma stiftet af milliardæren Richard Branson tilbage i 2004, og målet er at lykkes med på kommerciel basis at udbyde rejser ud i rummet til privatpersoner.

En af de første testflyvninger, som firmaet foretog i 2018, foregik i et rumskib ved navn Virgin Spaceship Unity. En del af rumskibets landingsmekanisme bliver nu transformeret og genbrugt, så de kan bruges som en del af den nye Range Rovers kopholdere, hvor et Richard Branson-citat vil blive indgraveret.

Når astronauterne tager ud i rummet, siger han ofte 'See you up there', og det bliver teksten på kopholderen. Når en af aspiranterne hos Virgin Galactic, har været i rummet, vil den genbrugte del blive udskiftet med en del fra det fly, som astronauten fløj ud i rummet med.

Se også: Datoen er klar: Rigmand vil sende turister i rummet

To forskellige motorer
Astronaut Edition-modellen er baseret på den luksuriøse Range Rover Autobiography, som er en af Land Rover-koncernens mest populære modeller.

Astronauterne kan vælge mellem to forskellige motorer til deres særlige bil.

De mere miljøbevidste kan gå efter en P400e plug in-hybrid, som kan køre 42 kilometer på ren strøm, inden en motor slår til.

De, der vil have mere power, kan gå efter en 5.0-liters V8-motor, som kører på benzin.

Se også: Britisk ikonbil flytter til Slovakiet

63 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere