Ny rundspørge: Så mange af vores naboer vil købe en elbil næste gang

En stor del af de europæiske bilkøbere har tilsyneladende vænnet sig til tanken om, at den næste bil meget vel kunne blive en el- eller brintbil

Hos flertallet af de europæere, der finder det 'usandsynligt' at de investerer i en el- eller brintbil næste gang, skyldes det bilernes pris. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hos flertallet af de europæere, der finder det 'usandsynligt' at de investerer i en el- eller brintbil næste gang, skyldes det bilernes pris. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mere end hver tredje europæer kunne godt finde på at købe eller lease en elektrisk eller brintdrevet bil næste gang, vognparken skal skiftes ud.

Det viser på en rundspørge, som analyseinstituttet Ipsos Mori har lavet blandt 4500 europæere fra ni EU-lande for Transport & Environment - en paraplyorganisation, der repræsenterer 53 miljøorganisationer fra 26 lande.

Deltagerne er blandt andet blevet spurgt, hvor sandsynligt det er, at den næste bil de køber vil køre på el eller brint. Ingen danskere har deltaget i rundspørgen, men det har gengæld 500 mennesker fra henholdsvis Sverige, Frankrig, Tyskland, Spanien, Belgien, Storbritannien, Ungarn, Italien og Polen.

Sammenlagt mener en tredjedel af deltagerne, at det er 'sandsynligt', mens yderligere 7 procent svarer 'meget sandsynligt'.

Flertallet: De er for dyre
Især de italienske og spanske deltagere er positivt stemt. Her mener henholdsvis 56 og 58 procent, at det er 'sandsynligt' eller 'meget sandsynligt', at de vil købe en el- eller brintbil næste gang. I den anden grøft står tyskerne og franskmændene, hvor 70 procent af deltagerne i begge tilfælde kalder det 'usandsynligt', at de skifter den fossile brændstof ud.

Trods den markante forskel mellem nationaliteterne er konklusionen klar hos Transport & Environment:

- Undersøgelsen viser, at der er er en øjeblikkelig mulighed for at få salget af elbiler, der i øjeblikket udgør to procent af det samlede salg, til at stige, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Deltagerne, der finder det 'usandsynligt' at skifte bilen ud med en el- eller brintbil, er efterfølgende blevet spurgt om de to væsenligste årsager til, at de mener som de gør.

Her svarer flertallet (65 procent), at bilerne stadig er for dyre, mens lidt mere end hver tredje tilføjer, at der mangler ladestandere. En overraskende stor andel af deltagerne er samtidig så glade for den gamle forbrændingsmotor, at de faktisk hellere vil beholde den end at have en elbil.

10 procent svarer således: 'Jeg foretrækker at køre i en bil med en motor'.

Rækkevidden - eller i nogle tilfælde manglen på samme - er et yndet fokuspunkt, når talen falder på elbiler. Alligevel er det kun hver tiende, der angiver, at rækkevidden på elbilerne ikke passer til deres behov.

Se også: Ejeren snydt: Tyv gav den som køber og stak af med luksusbil

T&E langer ud efter producenter
Analyseinstituttet Ipsos Mori har spurgt alle deltagerne i rundspørgen, om de synes, bilproducenterne i øjeblikket gør nok for at fremme udbredelsen af el- og brintbiler.

Det er uklart, hvordan de præcis er blevet spurgt, men ifølge Transport & Environment er knap to tredjedele af deltagerne uenige i påstanden: 'bilproducenterne gør i øjeblikket nok for at tilskynde mig til at købe en elektrisk eller brintdrevet bil gennem marketing, priser og udvalg' .

Det får Greg Archer, der er direktør i paraplyorganisationen, til at lange ud mod bilproducenterne.

- Europæerne er åbne for at købe elektriske biler, men bilproducenterne gør ikke nok for at tilbyde elbiler, der er økonomisk overkommelige. Det er den største hindring for et hurtigere skifte til elektrisk mobilitet, siger han i pressemeddelelsen.

60 procent af deltageren mener ifølge undersøgelsen også, at myndighederne bør kræve, at bilproducenterne sælger elektriske biler i deres respektive lande.

Se også: Bilgigant har lyttet med på 90.000 bilisters radio

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere