Ny udgave af dansker-favorit

Nissan åbner for det danske salg af den nye Qashqai, som kommer til landet lige efter sommer

Designet er genkendeligt fra anden generation, men den nye skal bygges på en ny platform. Foto: Nissan
Designet er genkendeligt fra anden generation, men den nye skal bygges på en ny platform. Foto: Nissan

Crossover-modellen Qashqai har været en enorm succes for Nissan. Modellen er den mest solgte crossover i verden, og i Danmark har den også været en favorit i adskillige år.

Der er således mere end 37.000 Qashqaier indregistreret i Danmark, og nu starter forsalget på tredje generation af den populære crossover.

Nissan Danmark har nemlig åbnet for salget af den nye udgave, som kommer til Danmark lige efter sommer.

Den nye Qashqai bygges på en helt ny platform, som gør, at modellen nogenlunde bevarer de ydre dimensioner, samtidig med at der skulle være mere plads på de indre linjer.

I den nye generation siger Nissan farvel til de klassiske benzin- og dieselmotorer til fordel for to forskellige drivliner, som begge er elektrificerede. Den ene er en mild-hybrid, mens den anden er Nissan særlige 'E-Power', hvor en elmotor driver hjulene, mens en benzinmotor som en slags generator under kørsel kan oplade ny strøm til elmotorens batteri.

Artiklen fortsætter under billedgalleriet ...

Billedgalleri

Her er nu plads til 504 liter i bagagerummet. Foto: PR
Det udvendige design er strammet mere op. Foto: PR
Modellen er desuden blevet over tre cm bredere. Foto: PR
Bagsædepladsen er bedre end i anden generation. Foto: PR
Bagklappen er gjort tyndere til gavn for pladsen i bag. Foto: PR
I kabinen har materialerne fået et løft i kvalitet. Foto: Niels Friis
Genkendeligt front og nu med matrix LED-lygter Foto: Niels Friis

Danske priser er klar
Nissan har desuden offentliggjort de danske priser på tredje generation Qashqai, og de begynder ved 274.980 kr.

Til prisen får man en mild-hybrid med 140 hk, seks-trins manuel gearkasse og udstyrsniveauet Visia.

Den topudstyrede Tekna+ 2WD udgave kommer til at koste 399.990 kr.

Nissan oplyser, at de går efter, at modellen scorer topkarakter ved sikkerhedstest.