Ny undersøgelse: Så mange kører råddent på motorvejen

En række trafikforseelser er udbredte blandt danske bilister, viser en ny undersøgelse

Danskerne er især slemme til at køre hurtigere end tilladt under overhalinger, viser undersøgelsen. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Ritzau Scanpix
Danskerne er især slemme til at køre hurtigere end tilladt under overhalinger, viser undersøgelsen. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Ritzau Scanpix

Du har måske selv prøvet det: At blive ramt af et øjebliks retskaffenhed under en overhaling og derpå forsøge at overholde hastighedsgrænsen undervejs.

Resultatet er ofte forudsigeligt. Inden for et par sekunder reflekterer bakspejlet det stærke lys fra et sæt blinkende forlygter, og da det ikke hjælper, lægger den bagvedkørende sig så tæt på din bagrude, at du næsten kan se, hvordan han blotter tænder af dig.

For du overholder ikke motorvejens junglelov. Du har stillet dig mellem ham og det kødben, der venter for enden af hans rute, ved ikke at give den gas i venstre spor, som det sig hør og bør. Hastighedsgrænsen gælder godt nok lige så meget her som i højre spor, men det stopper ikke 68 procent af danskerne fra at se stort på paragrafferne under overhaling.

Det viser en ny undersøgelse blandt 1075 danskere, som analyseinstituttet Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring, og som Ekstra Bladet har set.

Mændene presser på
I undersøgelsen har respondenterne fået en række dårlige motorvejsvaner at vælge imellem, og de har kunnet vælge flere efter behov. De særligt retskafne har dog også kunne svare 'ingen af ovenstående' - men det har kun 15 procent valgt at gøre.

Mere udbredt er det tilsyneladende at køre hurtigere end hastighedsgrænsen tillader i en længere periode. Det indrømmer knap hver tredje bilist at have gjort.

Skal man tro undersøgelsen, er det til gengæld kun et fåtal af danskerne, der kan finde på at presse forankørende ved at køre tæt på dem. 11 procent af respondenterne sætter kryds ved denne forseelse, men her er der stor forskel på kønnene.

Mens knap hver femte mand indrømmer at have presset en forankørende, er det kun fem procent af kvinderne.

Se også: Kæmpebøde: Chauffør kørte dobbelt så lang tid som tilladt

Mange bløde hatte
De mandlige respondenter trækker generelt gennemsnittet op. Kun valgmulighederne 'ved ikke' og 'ingen af ovenstående' har fået flere kvindelige kryds i undersøgelsen.

Sidstnævnte valgmulighed har 19 procent af kvinderne eksempelvis kunne nikke genkendende til, mens kun 12 procent af mændene har kunnet sætte et flueben samme sted.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de resterende deltagere alle sammen er kandidater til en plads i tugthuset.

At dømme efter undersøgelsen har en stor portion af danskerne bare gjort sig skyldig i at køre 'med blød hat' - 26 procent indrømmer således at have kørt langsommere end hastighedsgrænsen, selv om forholdene var gode.

Se også: Midt i Brexit-kaos: Bilfabrikker trækker stikket før tid

119 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere