Nyansat dummede sig: Nu tilbagekalder Lamborghini flere biler

Medarbejderen installerede låsemekanismer forkert, så man potentielt kunne blive fanget i bilerne

26 eksemplarer af Lamborghini Aventador SVJ tilbagekaldes, da dørene potentielt ikke vil åbne. Foto: Lamborghini
26 eksemplarer af Lamborghini Aventador SVJ tilbagekaldes, da dørene potentielt ikke vil åbne. Foto: Lamborghini

For en bilinteresseret må det være lidt af en drøm at få lov at arbejde hos Lamborghini.

Men for en nyansat Lamborghini-medarbejder udviklede drømmen sig til et regulært mareridt.

Medarbejderen installerede nemlig låsemekanismen på 26 Aventador SVJ-modeller forkert, hvorfor ejerne potentielt kunne blive låst inde i bilerne, og derfor bliver de nu tilbagekaldt, så fejlen kan blive rettet.

Det skriver flere medier, blandt andre Bil Magasinet og DriveTribe på baggrund af en officiel tilbagekaldelse National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA).

Årsagen til tilbagekaldelsen af de 26 eksemplarer af den heftige Lamborghini Aventador SVJ er, at låsemekanismen til det indvendige dørhåndtag, som på SVJ blot er en strop, er fejlmonteret, hvorfor dørhåndtaget måske ikke virker, så man ikke kan åbne døren.

Foruden selve praktikaliteten omkring det, udgør det også en sikkerhedsmæssig risiko, hvis døren ikke kan åbnes hver gang - f.eks. i tilfælde af uheld.

Ny mand
Mediet Motor1.com fortæller, at Lamborghini mistænker en nyansat medarbejder på fabrikkan i Sant'Agata for at have begået den alvorlige fejl.

- I forbindelse med produktionen har en ikke-uddannet ny operatør muligvis ikke monteret kablet i de indvendige dørhåndtag på korrekt vis, oplyser Lamborghini i tilbagekaldelsen til NHTSA.

Aventador SVJ er en specialudgave af den almindelige Aventador, der skal bygges i 800 eksemplarer som coupé. SVJ har en 6,5-liters V12-motor, der producerer 770 hk.

Lamborghini vil tage direkte kontakt til ejerne af de 26 biler. Historien melder ikke noget, hvorvidt fejlen fik betydning for medarbejderens fremtid hos det italienske firma.

En canadisk mand hævder, at den hvide Lamborghini Huracán Spyder, lignende den på billedet her, som han har købt, med tiden er blevet gul. Foto: Lamborghini Biler Lamborghini-ejer sagsøger forhandler: 'Min bil bliver gul'