Nyt grønt miljømærke: Disse biler får flest stjerner

De kendte Euro NCAP-sikkerhedstest har fået en grøn pendant, der tester bilers miljøpåvirkning

Green NCAP vil til at begynde med teste brændstofforbrug og udledning af skadelige partikler hos populære bilmodeller. Foto: Green NCAP
Green NCAP vil til at begynde med teste brændstofforbrug og udledning af skadelige partikler hos populære bilmodeller. Foto: Green NCAP

WLTP- eller NEDC-norm, NOx eller CO2-udledning og benzin eller diesel.

Det kræver ofte et vist forarbejde at finde en miljøvenlig bil i rækkerne hos forhandleren, men det skal et nyt miljømærke nu gøre op med. Navnet er Green NCAP, og bag det står EU, en række forbrugerorganisationer, myndigheder og de europæiske bilklubber - heriblandt danske FDM.

Det skriver den danske bilistorganisation i en pressemeddelelse.

Bilerne kan få fra nul til fem grønne stjerner, og bedømmelsen sker gennem test, som organisationen bag de europæiske sikkerhedstest, Euro NCAP, står for. I stedet for at sende bilerne frontalt ind i en betonmur med 50 km/t., skal bilernes brændstofforbrug og udledning af partikler i udstødningen nu sættes på prøve.

Bedømmelsen er ikke komplet
Mens Euro NCAP hovedsageligt tester nye biler, vil Green NCAP ifølge FDM i højere grad fokusere på populære bilmodeller. Håbet er ifølge Thomas Møller Thomsen, der er administrerende direktør hos FDM, at skabe mere gennemsigtighed for potentielle bilkøbere.

- Der er et øget fokus på bilers klima- og miljøbelastning. Som forbruger kan det imidlertid være svært at gennemskue, hvor grøn den enkelte bilmodel egentlig er. I dag har bilkøberne kun det europæiske energimærke, som vi kender fra hårde hvidevarer, at gå efter. Bilers klima- og miljøaftryk er imidlertid mere komplekst, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Derfor har Green NCAP udviklet en test af både bilens forbrug og udledning af partikler og andre skadelige stoffer. Det vil give forbrugerne en langt bedre gennemsigtighed, når de skal købe bil.

I takt med, at elbilerne udbredes og bliver mere populære, intensiveres debatten om især batteriernes negative klimaaftryk også. Ikke desto mindre er de miljømæssige produktionsomkostninger endnu ikke en del af Green NCAP's regnestykke.

Det er dog ifølge FDM meningen, at den samlede miljøbelastning i hele bilens levetid skal indgå i bedømmelsen på et tidspunkt.

Teknologien er blevet voksen i koreansk familiebil til stikkontakten

Eksotisk og elektrisk BMW med begrænset rækkevidde

Fem stjerner til strøm
Green NCAP har allerede bedømt de første 12 biler, og ikke overraskende er de to topscorere begge elbiler: Hyundai Ioniq og BMW i3. Herefter følger benzinbilen VW Up GTI med fire stjerner, og tre stjerner går til en dieseldrevet BMW X1 og en Mercedes-Benz A200 med benzinmotor.

Tre biler får nul stjerner, hvilket ifølge FDM betyder, at de bruger meget brændstof og kun lige lever op til EU's skrappe krav til udledning af skadelige partikler.

Se de første bedømmelser herunder:

Green NCAP's første bedømmelser

Fem stjerner

  • Hyundai Ioniq
  • BMW i3

Fire stjerner

  • VW Up GTI (1.0 benzin)

Tre stjerner

  • BMW X1 (2.0 diesel)
  • Mercedes-Benz A200 (1.3 benzin)

To stjerner

  • Ford Fiesta (1.0 benzin)

En stjerne

  • Audi A7 (3.0 diesel)
  • Volvo XC40 (T5 benzin)
  • Subaru Outback (2.5 benzin)

Nul stjerner

  • VW Golf (1.6 diesel*)
  • Fiat Panda (1.0 benzin*)
  • Ford Fiesta (1.0 benzin*. Udgået model)

* Ifølge FDM lever disse modeller op til Euro 6b-normen for udledning af skadelige partikler, mens de andre lever op til Euro 6d Temp-normen.

Green NCAP forklarer hver enkelt bedømmelse på sin hjemmeside.

Kilde: FDM.dk

Tema om grønne biler: Skal du køre el, hybrid, plug-in eller brint?