Nytårsforsæt – klassisk bil på budget del 1

Med årskiftet bliver biler fra 1980 klassificeret som veteranbil, og det betyder lav vægtafgift og længere tid til syn – vi finder de ti bedste

Frem med checkhæftet - fra årsskiftet er der penge at spare på klassiske biler fra 1980. Vi finder de fedeste. (Foto: Audi)
Frem med checkhæftet - fra årsskiftet er der penge at spare på klassiske biler fra 1980. Vi finder de fedeste. (Foto: Audi)

Året er ved at gå på hæld, og nytårskostumet er så småt blevet hevet ud af skabet. Men med et nyt år kommer også en hel bunke af klassiske biler, som fra årskiftet klassificeres som veteranbiler. Det er der flere fordele i, så Ekstra Bladet Biler fejrer nytåret med en kavalkade med de 10 fedeste biler fra 1980.

Veteranbil
Er bilen 35 år, kategoriseres den som en veteranbil, og det har flere fordele. Specielt hvis du drømmer om at have bil kun for sjov. Vægtafgiften falder nemlig til en fjeredel, og ældre biler kan desuden få meget fordelagtige veteranforsikringer i en række selskaber. Importerer man selv en bil, som er 35 år eller ældre og i original stand, så beregnes registreringsafgiften kun ud fra 40 procent af nyprisen før afgift. Det forklarer MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch i en pressemeddelelse.

- Så skal den først til syn igen, når den fylder 40 år og derefter blot hvert 8. år. Til gengæld må den kun bruges lejlighedsvis, altså ikke til daglig kørsel til og fra arbejde, siger Bo Christian Koch.

Millionfund i fransk lade

Her er Bilers fem fedeste klassikere fra 1980. Se de næste fem om en uge.

(Foto: AMC)
(Foto: AMC)

1. AMC Eagle – crossoverens fader
American Motors Corporation eller bare AMC var i slutningen af 70'erne et udbrændt firma, hvis eneste duelige produkt var Jeep-modellinjen (selv Jeep-entusiaster plejer at holde sig fra denne periode). Men ikke desto mindre overraskede AMC alle, da de mixede ting fra lageret sammen, og ved et tilfælde skabte en helt ny klasse af biler – crossoveren, længe før nogen havde tænkt over den. AMC Eagle havde firehjulstræk, 15 tommer hjul og ekstra frihøjde, men selve karrosseriet var taget fra AMC's personbil, Concord. Det betyder, at du kunne få modellen i både stationcar, sedan og tilmed cabriolet – alle med respektable terrænegenskaber. Selvom den er gået i glemmebogen, så har den alligevel inspireret en hel række af bilmodeller siden, som Volvo XC70, Subaru Legacy Outback, Audi Allroad.

(Foto: Audi)
(Foto: Audi)

2. Audi Quattro – Ur-Quattro
Skal vi lige starte med at få styr på navnet – quattro på italiensk betyder fire, som i træk på alle fire hjul. Quattro var nemlig den første bil til at udnytte de nye regler i motorsport, som tillod firehjulstræk, og modellen vandt verdensmesterskaberne i rally to gange i firserne. Den blev så at sige starten på det Audi, vi kender i dag, og det er derfor, modellen også er kendt som Ur-Quattro – den oprindelige. Modellen var med sin 2,1-liters femcylindrede turbomotor med 200 hk den første bil overhovedet, som både havde firehjulstræk og turbomotor.

Test: Audi's lille pitbull

(Foto: BMW)
(Foto: BMW)

3. BMW 745i – kansler med tryk

Er du typen, der finder BMW's nye model-betegnelser umulig. En 328i burde have en motor på 2,8 liter, for sådan var det i gamle dage, ikke? Ikke helt – allerede i 1980 introducerede BMW en 745i, som jo burde have en 4,5-liters V8'er. Men det var det ikke – i stedet satte tyskerne tryk på deres kansler-limousine og den 3,2-liters rækkesekser. Allerede dengang havde man nemlig en ide om, at en turbomotor havde 1,4 gange så mange kræfter, som en almindelig sugemotor, og derfor hedder modellen altså 745i. Ydelsen er for øvrigt 252 hk, og finder du en Executive-udgave, så er indtrækket i vandbøffel-læder.

(Foto: Ferrari)
(Foto: Ferrari)

4. Ferrari Mondial 8 – Ferrari's grimme hingst

Ferrari introducerede Mondial i 1980, og første udgave fik tilnavnet 8. Det var ikke ligefrem den Ferrari-model, som har fået bedst omtale. Motoren er en 3-liters V8-motor, som ligger på tværs, og ydede dengang 214 hk – ikke særligt imponerende for en bil, som vejede 1.445 kg. Særlige sikkerhedskrav gjorde også, at modellen fik et par store sorte kofangere, som skæmmede designet fra Pininfarina. Mondial er dog en speciel bil, også i egne rækker. Det er nemlig en rigtig firepersonersbil, men har centermotor. Faktisk er Mondial den eneste bil i verden, som kan fås som en firepersoners cabriolet med centermotor – cabrioleten blev dog først introduceret i 1983.

(Foto: Ford)
(Foto: Ford)

5. Ford Escort XR3 – den lille mands klassiker

Ford præsenterede en ny Escort-model i 1980, der i eftertiden er blevet opfattet som overordentlig folkelig. Men i datiden var den faktisk en aerodynamisk og moderne forhjulstrækker, og den blev hurtigt Storbritanniens mest solgte bil, og Årets Bil i Europa i 1981. Escort's største konkurrent var VW Golf, og fordi Golf fandtes i en GTI-variant, skulle der selvfølgelig også være en hidsig udgave af Escort – XR3. Den havde en tunet udgave af den almindelig 1,6-liters CVH-motor med en dobbelt Weber-kaburator, så den ydede 97 hk i stedet for 69 hk. Affjedringen var opgraderet sammen med flere visuelle detaljer. I 1982 kom XR3i (som er afbilledet her) med elektronisk indsprøjtning, og effekten steg til 105 hk.