Officielt: Køreglad familiebil er Årets Bil 2019

Komfort, køreegenskaber og fornuftige priser sikrer en nyudviklet familiebil titlen som Årets Bil 2019

Vinderen er bygget på en helt nyudviklet platform, og det sikrer blandt andet bedre plads i kabinen. Se Fords egen præsentation af bilen her. Video: Ford Europe

Det er en markant sejrherre, der onsdag aften er kørt fra et bredt finalefelt af konkurrenter ved kåringen af Årets Bil i Danmark 2019.

Vinderen er blevet offentliggjort ved et gallaarrangement på Forstadsmuseet i Hvidovre, hvor Årets Biler fra 1969 og frem til i dag er linet op som en del af en udstilling for kåringen, der i år fejrer 50 års jubilæum.

I de historiske rammer kan Ford Focus kalde sig en klar vinder med et markant forspring til de efterfølgende biler. Focus har fået hele 187 point fra juryen, der har placeret Peugeot 508 som nummer to med 132 point og Hyundai Kona på en tredjeplads med 127 point.

Kia Ceed og Jaguar I-Pace lander på fjerde- og femtepladsen med 112 og 92 point.

Det er anden gang, at den danske titel går til Fords mellemklassemodel, der også kunne kalde sig Årets Bil i 1999.

Årets Bil i Danmark kåres af Motorjournalisternes Klub Danmark, og i år har i alt 23 nye biler været i spil. Juryen, der består af 26 dommere, har testet dem alle på FDM Jyllands-Ringen over to dage, og herfra gik fem videre til finalen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ford Focus er en allrounder, der især vinder titlen som Årets Bil 2019 på grund af fantastiske køreegenskaber, god komfort og konkurrencedygtige priser. Foto: Jens Overgaard
Ford Focus er en allrounder, der især vinder titlen som Årets Bil 2019 på grund af fantastiske køreegenskaber, god komfort og konkurrencedygtige priser. Foto: Jens Overgaard

Mange talenter
Finalefeltet bød som noget nyt på hele to elbiler, Hyundai Kona og Jaguar I-Pace, men ingen af disse formåede at gøre den klassiske model fra mellemklassen rangen stridig.

Det skyldes, at Ford Focus er en helstøbt pakke på en ny platform. Ford har fintunet de i forvejen kendte og skarpe køreegenskaber, uden at det er gået ud over komforten, mens pladsen i kabinen er blevet bedre.

Læg dertil et modelprogram, der byder på moderne motorer, godt med udstyr for pengene og ikke mindst muligheden for at tilvælge avanceret sikkerhedsudstyr. Interiøret i Focus er dog ikke helt lige så indbydende som hos de bedste i klassen.

Prisen begynder ved godt 191.000 kroner for en økonomisk og letløbende 'Ecoboost'-benzinmotor på 1,0 liter, der yder 100 hestekræfter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vinderen Ford Focus flankerer feltet til venstre. Herefter følger Hyundai Kona Electric, Jaguar I-Pace, Peugeot 508 og Kia Ceed. Foto: Lars Krogsgaard
Vinderen Ford Focus flankerer feltet til venstre. Herefter følger Hyundai Kona Electric, Jaguar I-Pace, Peugeot 508 og Kia Ceed. Foto: Lars Krogsgaard

Peugeot 508 indtager andenpladsen med sin kombination af elegant design og højteknologisk interiør. Bilen, der hører til i firmaklassen, har den nyeste generation af Peugeots i-Cockpit, der lader et højtliggende instrumentbord spille sammen med et lille rat.

Motorer og køreegenskaber er dog gennemsnitlige, og pladsen i kabinen under middel.

Se også: Tyskland hårdt ramt: 2000 bilkøer hver eneste dag

Letkørt og elektrisk
Ingen af de to første modeller findes i en elektrisk version, som det er tilfældet hos kåringens nummer tre, Hyundai Kona. I finalen deltog modellen i den fuldt elektriske udgave, Kona Electric, der klarer op til 449 kilometer på en opladning med en batteripakke på 64 kWh.

Det er muligt at nå dette tal, men det falder dog til omkring 375 kilometer i kulde. Kona Electric er hurtig, letkørt og har meget udstyr. Kabinen er dog rustik og ikke særlig rummelig.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den nye Kia Ceed har fået en næsten luksuriøs kabine og er blevet mere velkørende end sin forgænger. Foto: Kia Danmark
Den nye Kia Ceed har fået en næsten luksuriøs kabine og er blevet mere velkørende end sin forgænger. Foto: Kia Danmark

Den nye Kia Ceed når fjerdepladsen med bedre køreegenskaber og komfort. Bilen er dog ikke lige så spændende som konkurrenten Ford Focus, der også har en billigere startpris. Ceed er en vellykket videreudvikling af forgængeren, men det er ikke nok til at blive Årets Bil.

Den moderigtige Jaguar I-Pace delte vandene under juryens test. Det er nemlig lykkedes Jaguar at få den 2,5 ton tunge bil til at køre så godt, at det er den mest adrætte store elbil til dato. Pladsudnyttelsen er også god, men den luksuriøse elbil er en strømsluger.

Den officielle rækkevidde ligger på 415 til 480 kilometer, men ender snarere på 300 kilometer.

Årets Bil i Danmark 2019

  1. Ford Focus - 187
  2. Peugeot 508 - 132
  3. Hyundai Kona - 127
  4. Kia Ceed - 112
  5. Jaguar I-Pace - 92

Årets Bil Danmark kåres af en jury på 26 medlemmer fra Motorjournalisternes Klub Danmark.

Alle jurymedlemmer skal fordele 25 point, således at man maksimalt må tildele 10 point til én bil, hver bil skal have point, og ingen må få samme antal point.

Se også: Skyhøj efterspørgsel: Brugte elbiler sælges 100.000 kroner over nyprisen

58 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen