Opel klar med elektrisk billigbil: Går i kødet på Renault

Med den elektriske Corsa-e blæser Opel til kamp mod konkurrenterne i klassen for små elbiler

De første eksemplarer af Opel Corsa-e skal efter planen rulle ud fra fabrikken i Spanien i begyndelsen af næste år. Foto: Opel
De første eksemplarer af Opel Corsa-e skal efter planen rulle ud fra fabrikken i Spanien i begyndelsen af næste år. Foto: Opel

330 kilometer på en opladning, 136 hestekræfter og en startpris på knap 30.000 euro i Tyskland. Det er opskriften på den nye og elektriske udgave af den mangeårige danskerfavorit Opel Corsa.

Bilen, der er døbt Corsa-e, vil begynde at rulle ud fra Opels fabrik i Spanien i starten af næste år - og prisen ser ifølge Automotive News Europe ud til at gøre den til en direkte konkurrent til Renaults lille elbil, Zoe. En bil, der har en rækkevidde på 300 kilometer og herhjemme begynder ved 235.000 kroner.

Opel annoncerede sine planer om at bygge en elektrisk Corsa i december sidste år, og her lovede Opel-chef Michael Lohscheller, at det ville blive 'en elbil for almindelige mennesker'.

Opel: Bliver ikke skrabet
Det løfte har man nu indfriet i hans øjne, og overfor Automotive News påpeger Michael Lohscheller, at det er sket uden at gøre indstigningsmodellen 'skrabet og nøgen'.

Ifølge en pressemeddelelse fra Opel får man en Corsa-model med udstyrsniveauet Selection for 30.000 euro. Det byder blandt andet på klimaanlæg, nøglefri tænding, nødbremse og vejbaneassistent.

- Den nye Corsa er elektrisk. Vi lovede en elektrisk bil til folket - og nu leverer vi, siger Opel-chefen i pressemeddelelsen.

Indstigningsmodellen kan dog ikke forudbestilles endnu. Opel har i stedet åbnet for bestillinger på en såkaldt First Edition-udgave, der koster 32.900 euro. Her får man også digital instrumentering, LED-lygter og alufælge på 17 tommer.

Se også: Bilgigant vil simulere cyklistulykker

Benzin- og diesel fås også
Opel lover, at elbilens batteri kan lades op til 80 procent kapacitet på en halv time, og at den lille bil når fra 0 til 100 km/t. på lige over otte sekunder.

Den elektriske Corsa er et af Opels første skridt på vejen mod at tilbyde mindst én udgave af alle sine modeller, der kører enten helt eller delvist på strøm. Det mål skal bilproducenten have nået inden 2024.

Er man endnu ikke klar til at skifte til el, vil Corsa dog også kunne fås med traditionelle benzin- eller dieselmotorer på et senere tidspunkt.

Den tyske bilproducent har endnu ikke offentliggjort danske priser på den nye Corsa.

Se også: Den elektriske hingst? Ny 'klima'-Ferrari får 1000 hk

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere