Opsigtsvækkende udmelding: Ingen dieselbiler i Europa efter 2021

Den japanske bilproducent Honda vil udfase dieselbiler fra det europæiske marked senest i 2021

For fremtiden skal Honda producere færre forskellige biler, og i 2021 vil mærket udfase dieselbiler fra det europæiske marked. Foto: Honda
For fremtiden skal Honda producere færre forskellige biler, og i 2021 vil mærket udfase dieselbiler fra det europæiske marked. Foto: Honda

Det skal være slut med dieselbiler i Europa ved udgangen af 2021, mener den japanske bilproducent Honda, som mandag har offentliggjort, at mærket har planer om at udfase dieselbiler fra det europæiske marked i løbet af 2021 til gengæld for et større indryk af elektrificerede biler.

Det skriver Reuters.

Honda har tidligere proklameret, at alle mærkets biler, som sælges på det europæiske marked, i 2025 skal være elektrificerede, og dette nye tiltag er et skridt på vejen mod det mål.

Bilproducenten er den seneste i en række af bilproducenter, som har planer om at droppe dieselbilen for at imødekomme nye, strengere emissionskrav. Planen er en del af Hondas langsigtede mål om, at elektrificerede biler skal udgøre to-tredjedele af mærkets modelprogram i 2030 - i dag udgør de ifølge Reuters under 10 procent.

Til næste år foreskriver EUs emissionsmål, at CO2-udledningen fra biler skal reduceres til 95 gram pr. km for 95 procent af nye biler mod de 120,5 gram, som gennemsnittet ligger på i dag.

Alle nye biler i EU skal følge disse krav i 2021. 

Se også: Elbil, diesel- eller benzinbil? Her er det billigste valg

Jobs forsvinder
For Honda har den faldende efterspørgsel efter dieselbiler og strengere emissionskrav haft store konsekvenser for mærkets produktion i Europa.

I februar tilkendegav fabrikken, at den vil lukke sit eneste britiske bilproduktionsanlæg i 2021 med det resultat, at 3500 jobs forsvinder ud af landet.

Japans tredjestørste bilproducent har desuden meddelt, at den vil skære antallet af bilmodeller til en tredjedel af de nuværende modeller i 2025, reducerede de globale produktionsomkostninger med 10 procent og i stedet bruge midlerne fra disse besparelser på avanceret forskning og udvikling.

Se også: Bilgigant med elektriske planer: - Den nye standard

Honda er ikke den eneste japanske bilproducent, som siger farvel til dieselbiler i Europa. Faktisk solgte Toyota sin sidste dieseldrevne personbil i Europa allerede ved udgangen af 2018.

280 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere