Selvom opladelige biler udgjorde næsten en tredjedel af alle nye solgte biler i juli måned, er det hverken en plug-in hybridbil eller en elbil, som ligger øverst på listen over de mest solgte biler i den forgangne måned.
I stedet finder man noget overraskende en mikrobil på toppen af hitlisten.
Med 456 nye eksemplarer blev mikrobilen Toyota Aygo den mest solgte bil i juli måned. Den næstmest solgte bil er også fra Toyota, for på andenpladsen finder man Toyota Yaris med 435 nye indregistrerede eksemplarer.
Sammenligner man med samme måned året før, kan Toyota notere en stigning i Aygo-salget på mere end 74 procent.
Det er anden måned i træk, at Toyota ligger øverst på listen over de mest populære bilmodeller. I juni blev Toyota Yaris således den mest solgte bil med 879 nye eksemplarer.
Tyskere i top
I juli måned blev der indregistreret 1342 nye elbiler, hvilket svarer til, at de 100 procent elektriske biler udgør 10 procent af det samlede bilsalg.
Her er det især de tyske elbilmodeller, som har været populære blandt forbrugerne. Den mest solgte elbil blev Audi Q4 e-tron med 148 nye eksemplarer, mens de to efterfølgende pladser indtages af Volkswagen med ID.3 og ID.4 på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
143 nye eksemplarer af ID.3 blev det til i juli og 132 eksemplarer af ID.4.
Ud af det samlede bilsalg i juli måned blev elbilen Audi Q4 e-tron den 25. mest solgte bil. Ifølge De Danske Bilimportører er der for tiden 75 forskellige elektriske bilmodeller at vælge imellem på det danske marked.