På 209 dage er aktien steget med 1000 procent

I marts var den kinesiske elbil-virksomhed NIO i økonomiske vanskeligheder og en aktie var under tre dollars værd på aktiemarkedet. Nu er den steget med 1000 procent

Nyeste skud på Nio-stammen er denne EC6, som kineserne selv præsenterer således.

Der er sket meget, siden coronavirus-pandemien skyllede ind over os i starten af marts.

Og det kan især den kinesiske bilproducent NIO skrive under på. Inden coronavirus var elbil-virksomheden i problemer og en enkelt aktie var kun 2,37 amerikanske dollars værd, da den ramte bunden 23. marts. Det svarer til 15 kroner.

Men sådan er det ikke længere. I dag skal du finde 28,48 dollars eller 180 kroner frem fra pungen, hvis du skal have fingrene i NIO-værdipapirer. En stigning på over 1000 procent på bare 209 dage.

Og hvad er så årsagen til den voldsomme stigning?

Ifølge en analytiker hos den amerikanske bank- og finanskoncern Citigroup, som CNN har talt med, skal årsagen findes tre steder. Batteriomkostningerne er blevet mindre, voldsomt salg i 'Den Gyldne Uge' (kinesernes nationaldage) og så fik NIO også en stor økonomisk indsprøjtning på omkring 6,5 milliarder kroner.

Det fik dem på ret køl igen.

Pengene fosser ud
Virksomheden er kendt som kinesernes halvbillige udgave af Tesla. I januar var de i så store problemer, at virksomheden sågar havde brug for hjælp for at kunne fortsætte driften.

Alene i 2019 tabte Nio 8 milliarder kroner, og selskabet fyrede hver femte medarbejder. Siden opstarten i 2014 har Nio tabt i alt 40 milliarder, men nu tyder noget på, at der måske er kommet vind i sejlene.

Meget kan ske på 209 dage.

156 kommentarer
Vis kommentarer