Paris og London smider dieselbilerne ud af byen

I London og Paris er dieselbrændstof mere og mere upopulært – allerede fra i år bliver dieselbiler jaget vildt 

Paris indbyggere har relativt mange biler sammenlignet med andre storbyer, og det giver meget forurening. (Foto: Damián Bakarcic)
Paris indbyggere har relativt mange biler sammenlignet med andre storbyer, og det giver meget forurening. (Foto: Damián Bakarcic)

På borgmesterkontoret i Paris bliver der spidset høtyve og tændt fakler. Man gør nemlig klar til at jage tunge dieselkøretøjer ud af byen i dagstimer allerede fra juli i år, og hvis det står til byens borgmester, Anne Hidalgo, kommer turen snart også til dieselbilerne.

- Planen er klar: Jeg vil have en ende på diesel i Paris i 2020, og hvis det er muligt helt uden for périphérique (ringvejen omkring Paris, red.), udtalte Anne Hidalgo til den franske avis Journal du Dimanche.

Se også: Mercedes-Benz bliver anmeldt

Ideen er, at man vil begrænse udslippet af farlige partikler, fordi der hvert år dør 42.000 franskmænd af de mikroskopiske partikler, udtaler borgmesteren til avisen Le Monde. Fra juli næste år skal forbuddet også gælde alle ældre dieselbiler.

Mikroskopiske dræbere
Problemet med dieselbiler er, at de til forskel fra benzinbiler udleder andre farlige stoffer end bare CO2. Det forklarer Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør hos FDM.

- Der er to ting ved dieselbiler, som gør, at man ikke er så interesseret i dem. De udleder partikler og kvælstofilter, også kendt som NOX. Begge dele er skadelige for mennesker, blandt andet er de mistænkt for at øge risikoen for kræft.

Men mange har ellers et indtryk af, at dieselbiler er mere grønne?

- Dieselbiler kører længere på literen og udleder mindre CO2. Derfor er de gode globalt set, men lokalt er dieselbiler ikke så gode.

Se også: Bilindustrien bekymret for EU-lovgivning

London følger trop
Det er ikke kun i Paris, man vil have dieselbilerne ud af byen. I London-bydelen Islington bliver dieselbiler fra april pålagt en ekstra regning på ca. 80 kr. pr. måned igennem p-licens.

Det er lokalstyrets håb, at planen vil være med til at sænke NOX-forureningen og skubbe de mere end 9.000 dieselbilsejere i området til at skifte dieselbilen ud med en mere grøn model.

Området er hårdt ramt af forurening, og Claudia Webbe fra lokalstyret har udtalt, at luftforurening er medskyldig i op mod 74 procent af alle dødsfald i området. London-bydelen Hackney overvejer samme løsning, for i London er 4.300 dødsfald hvert år forbundet til luftforurening.

København
Det er kun lastbiler og busser, som har partikelfiltre, som er tilladt indenfor Københavns bygrænse. Almindelige biler og varevogne er der dog ingen krav til, så de kan i princippet udlede lige så mange skadelige stoffer, de lyster. Det var ellers et område, den nuværende regerings lovede at nedbringe i deres regeringsgrundlag.

– Københavns Kommune er hæmmet af national dansk lovgivning. Vi har miljøzonerne, hvor vi kan stille krav til lastbiler, men hvis vi skal begrænse bilernes forurening, så ligger bolden hos regeringen. Som det er nu, håber vi på hjælp fra EU, for København overstiger kravene for NOX-partikler. Regeringens løsning har ellers været at foreslå, at man flytter målestationen på H.C. Andersens Boulevard tre meter væk fra vejen, for så bliver målingerne lavere, men det løser ikke problemerne med luftforurening og er derfor helt uacceptabelt, siger Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell, (Ø).

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere