Pas på: Her bliver du standset af politiet

I den kommende uge vil politiet holde særligt øje med bilister, der har lige lovlig travlt med at få børnene i skole

Under skolestart tilbage i august var der også store kontroller omkring landets skoler. Video/redigering: Tariq Mikkel Khan/Kristian Hansen

Glem nytårsudsalget, 22. december og Black Friday. Man har ikke oplevet sandt trafikalt kaos, før man har forsøgt at sætte sit barn af foran skolen på første dag efter en weekend.

Det er survival of the fittest for forældre, der skal navigere gennem mørket og samtidig forsøge at få sagt farvel til poderne uden at tage prisen som p-pladsens mest akavede forælder. I den kommende uge er der særlig stor risiko for at ende i sidstnævnte kategori, hvis man kører for stærkt.

Politiet vil nemlig lave særlig kontrol på skolevejene landet over. Og især bilister, der har lidt for travlt med at sætte børnene af, vil blive vinket ind til siden fra i morgen og frem til fredag 11. januar. Da politiet lavede en lignende skolevejskontrol sidste år, blev 4700 bilister taget for at køre for stærkt.

Det fortæller Christian Bertelsen, der er politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

-  Det er et problem, at så mange kører for hurtigt, da det kan være svært for børn at vurdere, om de kan nå over vejen, hvis de ikke ved, hvor hurtigt bilerne kører, siger han i en pressemeddelelse.

Manglende lys koster
I morgentimerne vil betjentene også holde øje med, om både små og store cyklister har fået tændt lyset. Hvis det ikke er tilfældet, kan de bringe sig selv og andre i fare i vintermørket - og de er særligt udsat ved skolerne, hvor de føromtalte forældre kan have svært ved at orientere sig, når de sætter deres børn af.

- Derfor opfordrer vi alle forældre til at tjekke, om der er cykellygter på børnenes cykler, og om lyset virker på både deres egne og børnenes cykler, siger Rosa Nissen, der er projektleder i Rådet For Sikker Trafik, i pressemeddelelsen.

Det koster 700 kroner i bøde at køre uden lys. Det samme er tilfældet, hvis cyklen mangler reflekser, eller man bliver opdaget i at køre uden hænder. Og har man hænderne på mobiltelefonen, så hedder bøden 1000 kroner.

Se også: Glemte klassikere: Nye BMW'er fra 1994 fundet på lager i Bulgarien

Tag en trafiksnak
Ifølge Rådet for Sikker Trafik kommer børn mellem 13 og 16 år oftere til skade i trafikken end andre skolebørn. Sideløbende med politiets kontrol vil rådet derfor gennemføre kampagnen 'Teenager i Trafikken', der skal opfordre forældre til at blande sig i, hvordan deres store børn gebærder sig i trafikken.

Både gennem TV og Facebook vil man forsøge at klæde forældre på til at tage snakken. I virkeligheden skal der nemlig ikke så meget til, fortæller Rene Højer, der er programchef i TrygFonden.

- Selv om en del teenagere formentlig ser ud som om, de ikke orker at høre efter, hvad mor og far siger, så ved vi fra undersøgelser, at det nytter noget, når forældre blander sig i deres børns adfærd i trafikken, siger han i pressemeddelelsen.

Se også: Større bøder og klip: Nye regler for danske bilister

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen