Pas på! Her i landet er der størst risiko for alvorlige ulykker

Risikoen for at ende i en trafikulykke afhænger af, hvor du bor

Der er store regionale forskelle i, hvor stor risikoen for at ende i en ulykke er, viser en rapport fra Vejdirektoratet. Foto: /ritzau/Ernst van Norde
Der er store regionale forskelle i, hvor stor risikoen for at ende i en ulykke er, viser en rapport fra Vejdirektoratet. Foto: /ritzau/Ernst van Norde

Nordsjællændere, der er godt nyt.

Syd- og sønderjyder, der er knap så godt nyt.

Vejdirektoratet har offentliggjort en rapport, hvor de har dykket ned i antallet af ulykker i trafikken i forhold til indbyggertallet fordelt over landets 12 politikredse.

Resultaterne viser, at det ser vidt forskelligt ud, når det kommer til antal ulykker set i forhold til antal indbyggere i de forskellige landsdele.

Der er større risiko for at være involveret i en trafikulykke, hvis du bor i det sydlige Jylland i forhold til blandt andet Nordsjælland.

I 2016 tegnede Syd- og Sønderjyllands politikreds sig således for at udgøre 7,7 procent af den samlede befolkning i Danmark, mens 10,7 procent af trafikulykkerne skete i politikredsen.

Dermed placerer politikredsen sig dårligst blandt de 12 kredse.

Modsat gik det i Nordsjælland, hvor befolkningsandelen i 2016 udgjorde 10,3 procent, mens antallet af ulykker udgjorde 6,6 procent.

Hvis du vil vide mere om de præcise tal, kan du dykke ned i rapporten her, ligesom du også kan se Vejdirektoratets statistik herunder.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Sådan ser forholdet mellem antal indbyggere og antal ulykker ud i landets 12 politikredse. Grafik: Vejdirektoratet
Sådan ser forholdet mellem antal indbyggere og antal ulykker ud i landets 12 politikredse. Grafik: Vejdirektoratet

Se også: Selvkørende biler er på vej, men har bilbranchen overset dette?

- Markant flere eneulykker
En af årsagerne til, at det ser værre ud for bilisterne og trafikanterne i Syd- og Sønderjyllands politikreds i forhold til resten af landet er antallet af eneulykker. Det konkluderer Vejdirektoratet i rapporten.

- Der blev konstateret en større andel af dræbte og tilskadekomne i personbil, lastbil og knallert 30 end på landsplan, samt markant flere eneulykker og krydsulykker, skriver de.

Således ligger andelen af ene personskadeulykker for Syd- og Sønderjyllands politikreds på knap 30 procent, mens det på landsplan ligger på 20 procent.

Hos Vejdirektoratet håber man, at rapporten kan være med til at gøre det nemmere for eksempelvis politiet i Syd- og Sønderjylland at danne sig et overblik over, hvor det kan betale sig at sætte ind.

- Jeg håber, at den samlede ulykkesrapport for alle landets politikredse vil være et værktøj for både kommuner og politi til at kunne tilpasse de trafiksikkerhedsmæssige indsatser til de udfordringer, der er i netop deres politikreds, siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets afdeling for trafiksikkerhed.

Se også: Gør du det her om morgenen? Det er ulovligt - og skidt for miljøet

9 kommentarer
Vis kommentarer