Plørefuld Uber-chauffør sov branderten ud, mens passageren tog rattet

Twitter-brugeren Surya Oruganti var ikke bleg for at tage over, da den berusede chauffør havde brug for en pause

Videoen af den sovende Uber-chauffør er i skrivende stund set 6244 gange. Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix
Videoen af den sovende Uber-chauffør er i skrivende stund set 6244 gange. Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix

Surya Oruganti fik muligvis ikke helt den tur hjem, han havde forestillet sig, da han for nylig bestilte en Uber-taxa.

Chaufføren var nemlig hverken den mand, han havde bestilt turen hos, eller på nogen måde i stand til at køre bil. Han havde tilsyneladende drukket så heftigt inden arbejde, at han var nødt til at sove den ud på passagersædet, mens Oruganti kørte sig selv hjem.

Det fortæller den uheldige mand fra Bengaluru i Indien i et Twitter-opslag, som mediet The Drive herefter har omtalt.

Filmede den sovende chauffør
Ifølge mediet havde Oruganti bestilt et lift fra lufthavnen i Bengaluru via Uber-appen.

Som det altid er tilfældet med Uber, blev han samtidig gjort opmærksom på, hvilken chauffør, han skulle køre med – men det var angiveligt ikke denne mand, der sad på førersædet, da Surya Oruganti steg ind.

Det er uklart, hvad der er hændt den rigtige chauffør, men det stoppede dog ikke Oruganti fra at tage imod liftet. Ej heller gav det anledning til et ’nej tak’, at han tilsyneladende selv var nødt til at køre hjem.

Han besluttede sig i stedet for at filme den sovende chauffør-vikar og lægge videoen på sin Twitter. Her langede han samtidig ud efter Uber og bad dem gøre noget ved sagen.

Se også: Volvo har fået grønt lys til at teste selvkørende biler på offentlig vej

Hård dom efter Twitter-diskussion
Videoen, der i skrivende stund er set 6244 gange, fik hurtigt Uber til at reagere. Først med beskeden om, at man ville forsøge at uddanne chaufføren bedre, og at det i øvrigt ikke var klogt af Oruganti at tage rattet selv.

Efter en længere diskussion på Twitter blev tonen dog en anden. Uber har nu spærret den uheldige chaufførs konto – selv om altså tilsyneladende ikke var ham, der hentede Surya Oruganti i lufthavnen.

- Hej Surya, tak igen for at tale med os. Som du allerede har fået bekræftet, har chaufførens profil fået et advarselsflag, og hans adgang til vores app er blevet spærret. Vi vil gerne forsikre dig om, at vi tager sagen meget alvorligt og handler på sådanne hændelser, skriver Uber India til Surya Oruganti.

Se også: Så meget koster det at køre bil med god samvittighed

5 kommentarer
Vis kommentarer