Plug-in-Peugeot: Franskmændene sætter strøm til kendte familiebiler

Tre af Peugeots mest populære modeller får avanceret hybridteknologi næste år

Peugeots nye 508 SW stationcar vil kunne fås som pluginhybrid, hvor en benzinmotor arbejder sammen med en elmotor, der skal i stikkontakten. Foto: Peugeot
Peugeots nye 508 SW stationcar vil kunne fås som pluginhybrid, hvor en benzinmotor arbejder sammen med en elmotor, der skal i stikkontakten. Foto: Peugeot

Aldrig har der været så stille på de danske villaveje. Jo, lyden fra trampolinernes fjedre, de gøende hunde og løbehjulene mod asfalten er der stadig. Men væk er snart den hidsige brummen fra familiebilerne, når fortravlede forstadsfædre kommer til at jokke lige lovlig hårdt på speederen på vej ud ad indkørslen.

Hybrid- og elbilerne, der kan transportere sine passagerer lydløst, vinder frem. Og nu er turen kommet til tre af Peugeots mest populære villavejsmodeller.

Den nye 508 sedan, stationcarversionen 508 SW og SUV’en 3008 vil alle kunne fås som pluginhybridbiler fra næste år. Det skriver mediet Autocar.

50 km på ren el
Teknologien kombinerer for de to første modellers vedkommende en benzinmotor på 180 hestekræfter med en elmotor på 110 hk, der skal lades op i stikkontakten.

Princippet er det samme i 3008, men her sættes elmotoren sammen med en benzinmotor på 225 hk, ligesom der her også er firehjulstræk.

For alle tre modellers vedkommende betyder samspillet mellem el- og forbrændingsmotor, at det ifølge Peugeot i princippet vil være muligt at køre 50 kilometer på ren strøm, før benzinmotoren sætter ind.

I praksis hjælper elmotoren dog oftest med at strække benzinen, men det er stadig uklart, hvor langt bilerne vil kunne køre på én liter benzin.

Se også: Manden, der afslørede dieselgate: ’Skoda-model bør fjernes fra vejene’

Elektrisk 208 på vej
Den franske bilproducent lover, at bilerne vil kunne oplades fuldt ud på ’under 1 time og 45 minutter’, når de sættes til en vægboks. Giver man bilen strøm fra en almindelig stikkontakt, vil det dog tage omkring syv timer.

De tre kommende pluginhybridbiler er seneste skridt i Peugeots planer om at elektrificere alle sine bilmodeller fra næste år. Ifølge Autocar er der også en elektrisk udgave af den lille 208 på vej – en model, der med benzinmotor blev den mest solgte bilmodel herhjemme i 2017.

Hvad prisen bliver på de nye pluginhybridbiler, er endnu ikke offentliggjort.

Se også: Rattet får lov at overleve i BMW's nye selvkørende bil

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen