Det hvide drys over Danmark gør vejbanerne glatte, men det gør også sigtbarheden dårligere. Når veje og omgivelser pludselig får samme farve, så er det sværere at se konturer længere fremme, og lige pludselig er du helt tæt på en forankørende bil, som få sekunder tidligere var usynlig for dig.
Derfor er en lang række af politiets kredse ude med en bøn om, at bilisterne skal tænde deres baglygter - også i dagtimerne.
Danske bilister var før 2011 vant til, at både for- og baglys tændte automatisk, når man startede bilen. I 2011 indførte EU en regel om, at der skulle være kørelys foran på alle nye biler - også om dagen. Men det gjaldt altså ikke baglyset.
- I en lang række nye biler er det sådan, at baglyset ikke tænder automatisk. Folk glemmer det, og når sigtbarheden bliver dårligere, så generer det folk derude og skaber farlige situationer, siger Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM, til Ekstra Bladet.
I juli 2016 blev EU-reglen lavet om, så der skal være lyssensor installeret i nye biler, der er typegodkendt efter den dato.
- Men selvom man har en bil med lysautomatik, så kan det godt være så lyst i tåge eller sne, at det ikke tænder. Som bilist skal du altid sørge for, at bilens nærlys - og dermed også bilens baglygter - er tændt, når der er mørkt eller dårlig sigtbarhed, fortæller Dennis Lange.
Nye regler: Nu skal dit baglys tænde af sig selv
Rådet for Sikker Trafik råder bilister til altid at gøre det til en vane at tænde baglygterne, når du starter bilen. Desuden bør du hjælpe andre bilister ved at blinke en gang med det lange lys for at gøre føreren opmærksom på at tænde baglygterne.
Hvad siger loven?
I Danmark skal man køre med nærlys/kørelys - lys i forlygterne - hele døgnet. I lygtetændingstiden fra solnedgang til solopgang skal baglygterne også være tændt. Men altså også når det er usigtbart, f.eks. regner, sner eller er tåget. Som det er tilfældet i en stor del af landet i disse dage.
Dyrt at glemme
Det kan ikke kun være farligt at glemme at tænde baglyset, det kan også gøre ondt på pengepungen. Det koster 1000 kr. i bøde, hvis man glemmer at tænde baglygterne, når det er mørkt eller usigtbart.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.