Politiet efterlyser rumænsk lastbil efter stor tankbilsulykke

Lastbilen påkørte angiveligt tankbilen, så sidstnævnte væltede og spærrede motorvejen i de efterfølgende 14 timer

Tankvognen var fyldt med metanol - også kendt som træsprit. Det gjorde oprydningsarbejdet meget tidskrævende. Arkivfoto: Esben Nielsen
Tankvognen var fyldt med metanol - også kendt som træsprit. Det gjorde oprydningsarbejdet meget tidskrævende. Arkivfoto: Esben Nielsen

En overhaling på motorvejen ved Vojens gik mandag i sidste uge helt galt for føreren af en tankbil fyldt med metanol.

Lastbilen, han blev overhalet af, påkørte nemlig tankvognens førerhus med en sådan kraft, at sidstnævnte kom i slinger, ramte autoværnet og til sidst væltede. Det har føreren, der kom lettere til skade ved ulykken, siden fortalt politiet, skriver Jyllands-Posten.

Tankvognen endte med at spærre motorvejen i intet mindre end 14 timer. Til gengæld var den involverede lastbil hurtigt væk.

Ifølge den tilskadekomne chauffør var lastbilen rumænsk indregistreret, men den præcise nummerplade kendes ikke. Derfor efterlyser politiet stadig lastbilen og eventuelle vidner til ulykken, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Anhænger med kraftige skader
Lastbilen havde angiveligt en blå anhænger med hvidt DSV-logo på, og ulykken kan have gjort den nem at genkende, fortæller politikommissær Lasse Rasmussen.

- Vi formoder, at den pågældende lastbil har nogle kraftige skader bagerst på anhængerens højre side. Så hvis den er blevet indleveret nogen steder, hører vi gerne om det, siger han til Jyllands-Posten.

Selv om anhængeren tilsyneladende tilhører transportfirmaet DSV, så har det ifølge avisen ikke været muligt at finde hverken anhænger eller chauffør her.

Jaguar I-Pace vil udsende en lyd på højde med et køleskab eller let trafik, når den kører under 20 km/t. Foto: Jaguar Biler - 15. okt. 2018 - kl. 21:21 Slut med motorbrøl: Sådan mener Jaguar, bilerne skal lyde i fremtiden

Stort oprydningsarbejde
Ulykken skete kort før klokken 8 mandag morgen, men først klokken 22 var motorvejen igen fuldt farbar i alle spor. Den store mængde brændbar væske, som tankvognen havde med ombord, besværliggjorde oprydningsarbejdet og fik politiet til at spærre motorvejen i begge retninger.

Brand og Redning Sønderjylland oplyste efter ulykken til Ritzau, at der ikke umiddelbart var nogen brandfare ved den forulykkede tankbil, men den skulle tømmes for metanol, før den kunne blive bugseret væk.

Hvis man har været vidne til ulykken eller har set den pågældende anhænger, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Se også: Stærekasser smadret igen: Folkene bag vidste, det vil ske

36 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere