Populær danskerbil skuffer i sikkerhedstest: - Ikke godt nok

Ny Peugeot 208 må overraskende 'nøjes' med fire stjerner i ny Euro NCAP-test

Den nye Peugeot 208 må tage til takke med 'ærgerlige' fire stjerner i Euro NCAP-sikkerhedstest. Foto: FDM/Euro NCAP
Den nye Peugeot 208 må tage til takke med 'ærgerlige' fire stjerner i Euro NCAP-sikkerhedstest. Foto: FDM/Euro NCAP

'Ikke godt nok,' lyder det fra FDM, efter det står klart, at den nye Peugeot 208 ikke scorer topkarakter i Euro NCAP-test.

Det skriver FDM i en pressemeddelelse, hvor de samtidig anbefaler den danske Peugeot-importør til at opgradere sikkerheden i Danmark.

Mest solgte og med i opløbet til Årets Bil
Den gamle udgave af Peugeot 208 er en af de senere års mest solgte biler i Danmark, så der er store forventninger til den nye 208'er, der også er med i opløbet om at blive Årets Bil i Danmark 2020. Derfor er det også 'ærgerligt', at den nye model ikke får fem stjerner, lyder det fra FDM.

- Fire Euro NCAP-stjerner er ikke dårligt, men heller ikke rigtig godt på en helt ny bilmodel. Det er på mange måder et ærgerligt resultat, for Peugeot 208 klarer sig til fem Euro NCAP-stjerner i testens øvrige dele. Det er i de hele taget en langt mere sikker bil end forgængeren, der blev testet til fem Euro NCAP-stjerner i 2012, siger Søren W. Rasmussen, FDMs repræsentant i Euro NCAP, i pressemeddelelsen.

Se også: Populær Toyota dumper sikkerhedstest: 'Køb den ikke!'

Årsagen til, at 208 må 'nøjes' med fire stjerner, er en nødbremse, der i den testede standardudgave ikke ser bløde trafikanter som børn og cyklister godt nok. Den slags afregnes kontant hos Euro NCAP.

- Det kan undre
Peugeot 208 kan fås med en mere avanceret og bedre nødbremse med radar, men da den er ekstraudstyr, er bilen testet med den mere simple nødbremse kun med kamera.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den nye Peugeot 208 har en tung arv at løfte, efter den forrige model var blandt de seneste års mest solgte bil i Danmark. Foto: Peugeot
Den nye Peugeot 208 har en tung arv at løfte, efter den forrige model var blandt de seneste års mest solgte bil i Danmark. Foto: Peugeot

- Det kan måske virke som en bagatel, at den snubler på en nødbremse, der på mange måder virker godt. Omvendt kan det undre, at Peugeot ikke har valgt at gøre den bedste udgave af nødbremsen til standard. Det kan andre bilproducenter finde ud af. Det er ikke godt nok, og vi opfordrer den danske Peugeot-importør til at gøre udstyret til standard i Danmark.

Ikke fastlagt standardudstyr
Til Ekstra Bladet oplyser Peugeot Danmark, at det danske modelprogram endnu ikke er fastlagt, hvorfor de ikke kan sige, om nødbremsen med radar bliver standardudstyr.

- Den har scoret superflot i forhold til sikkerhed på alle andre parametre, så det er ærgerligt, at den misser den ene stjerne med et mulehår, siger Hanne Langsig, pressechef hos Peugeot Danmark til Ekstra Bladet.

De fire Euro NCAP-stjerner betyder, at Peugeot 208 heller ikke får det sikkerhedsfradrag på mellem 8.000-12.000, som fem Euro NCAP-stjerner udløser i Danmark.

Sikre tyskere
Tre andre biler er også blevet testet i denne udgave af Euro NCAP.

Jeep Cherokee må nøjes med fire Euro NCAP-stjerner, mens testens to øvrige biler, BMW 1-serie og BMW 3-serie, begge kører fem sikre Euro NCAP-stjerner i hus.

- Der er ikke mange fingre at sætte på de to nye BMW-modeller. Sikkerheden er tysk kvalitet, når den er bedst, og viser, hvor meget bedre sikkerheden er på nye biler anno 2019 i forhold til de tidligere udgaver af samme model, siger Søren W. Rasmussen.

- De to BMW’er har ikke bare alle de nye sikkerhedssystemer som standard, også kollisionssikkerheden er i top. Det gælder især den nye BMW 3-serie, der opnår det hidtil bedste Euro NCAP-resultat for en bil i sin klasse, siger han.

Se også: Pas på Bambi: Højsæson for påkørsler af hjorte

97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere