Populære biler ramt af fejl: Advarer mod at bruge midtersæde

Sikkerhedsselen i tre biler fra VW og Seat løsner sig og går op, når man skifter bane i høj fart

En tilbagekaldelse af bilerne er sandsynlig, siger VW Danmark. Arkivfoto: Mogens Flindt
En tilbagekaldelse af bilerne er sandsynlig, siger VW Danmark. Arkivfoto: Mogens Flindt

Ejere af VW Polo, Seat Arona og Seat Ibiza skal se sig for, når de kører på motorvej og har en passager siddende på venstre bagsæde.

Ved et simpelt vejbaneskift i høj fart er der nemlig stor risiko for, at dennes sikkerhedssele løsner sig og går op.

Det viser en testkørsel, som det finske bilmagasin Tekniikan Maailma har lavet.

Sikkerhedsselen fløj simpelthen af i situationer, hvor den nyeste version af de tre biler havde fem passagerer, kørte i høj fart og skiftede vejbane i venstre retning.

En designfejl
Fejlen lader til at relatere sig til placeringen af låsen til den sikkerhedssele, der hører til midterste bagsæde, og som er designet, så den nærmest hviler sig ovenpå udløsningsknappen til nabosikkerhedsselen.

Ved høj fart får vægten af passageren i midtersædet låsen til at skubbe sig ned ovenpå denne, så selen flyver op.

Folkene bag testen fortæller til Autocar, at fejlen skete gentagne gange, og at de testede to Seat Arona for at være sikre på, at fejlen ikke var isoleret til den enkelte bil.

- Vores vurdering er, at sikkerhedsselen går op som følge af en designfejl, hedder det sig i en skriftlig udtalelse fra Tekniikan Maailma.

Se også: Nu er den gal igen: Gigant må stoppe levering af 60.000 nye biler

Tilbagekaldelse er sandsynlig
Volkswagen har efterfølgende udsendt en besked til sine kunder, hvori der advares mod at bruge den fejlbehæftede sikkerhedssele.

- Som en øjeblikkelig reaktion vil vi informere vores kunder og advare dem mod at bruge det midterste bagsæde af de nye Polo-modeller (Mk6), indtil disse er blevet udstyret med et andet bæltebeslag, siger en talsperson fra Volkswagen til Autocar.

Også Volkswagen Danmark har udtalt sig om situationen til TV2:

- Vi afventer at høre nyt fra producenten i forhold til Danmark. Vi kan bekræfte testen i Finland, og der vil sandsynligvis komme en tilbagekaldelse på de tre modeller Seat Arona, officiel introduktion januar 2018, Seat Ibiza 5. generation, introduceret juni 2017, og Volkswagen Polo 6. generation, introduceret november 2017, siger Thomas Hjortshøj, Presseansvarlig, Volkswagen Danmark.

Sikkerhedsbristen er et alvorligt rids i lakken for VW Polo-modellen, der tidligere er blevet kåret til den sikreste bil i miniklassen.

Også Volkswagen-ejede Seat har anerkendt de fundne fejl i deres biler og meddelt, at der arbejdes på at finde en løsning hurtigst muligt.

Se også: Mini laver pladderromantisk bryllupsbil til royale turtelduer

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere