Porsche har sendt storsællerten på slankekur

Den store suv fra Porsche har fået et mindre ansigtsløft og en fedtsugning

Se nærmere på den nye Cayenne her. Video: Porsche

I 2002 skete der noget utraditionelt hos det tyske sportsvognsmærke Porsche. Indtil da havde Porsche kun produceret sportsvogne, men pludselig ville det hæderkronede mærke bevæge sig ind på decideret ukendt land.

Resultatet af det blev en suv ved navn Cayenne, og her 15 år senere står Cayenne tilbage som en Porsches største succeser nogensinde med skyhøje salgstal sammenlignet med andre modeller fra mærket.

Cayennes succes blev på mange måder Porsches vej til at sikre fremtiden, og firehjulstrækkeren skabte det økonomiske fundament til at producere de sportsvogne, de tidligere udelukkende var kendt for.

Nu har Porsche så præsenteret tredje generation af storsællerten Cayenne, og på de ydre linjer er der mest af alt tale om et mindre ansigtsløft.

Transformationen er nemlig størst på de indre linjer og under motorhjelmen.

Forsigtig overhaling
Designmæssigt er der ikke sket de store ting med det oprindelige design siden 2002, og det er heller ikke tilfældet med den nye model.

Forfra kan det næsten være vanskeligt at skelne den nye model fra den tidligere, men bagfra, hvor de fleste almindelige bilister oftest vil se Cayenne, er designændringen mere gennemgribende.

Her sender et nyt lygtedesign tankerne i retning af designet på bagsmækken af de mindre modeller Porsche Panamera og 911.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det brede baglygteparti, som går tværs over bagpartiet, ligner den, vi kender fra Panamera og 911. Foto: Porsche
Det brede baglygteparti, som går tværs over bagpartiet, ligner den, vi kender fra Panamera og 911. Foto: Porsche

Siden 2002 har Porsche solgt mere end 760.000 eksemplarer af den store suv, der i en overgang blev symbolet på drivhuseffekt og smeltende poler, men nu igen nyder status af luksuriøs rejsemakker med sportslige køreegenskaber og forholdsvis habile egenskaber i terrænet.

Det høje salgstal er formentlig også grunden til, at Porsche ikke har vurderet det nødvendigt at pille særligt meget ved bilens ydre.

Se også: Bilforhandler til Løkke: - Vi er blevet gjort til gidsler

Dynamisk teknologi
Til en begyndelse lanceres den nye Cayenne kun med benzinmotorer, i varianterne Cayenne og Cayenne S, som begge har seks-cylindrede turbomotorer på henholdsvis tre liter og 2,9 liter.

Cayenne har en 3,0-liters motor med 340 hestekræfter, mens Cayenne S kommer med en 2,9-liters V6'er med biturbo har 440 hestekræfter.

Senere kommer mere kraftfulde V8-motorer og plugin-hybrider samt dieselmotorer.

Porsche har spækket den nye firehjulstrækker med avancerede teknologier, som skal være med til at forstærke oplevelsen af Cayenne som en dynamisk mester i suv-klassen.

Et letvægtschassis, aktiv baghjulsstyring, bredere for- og bagdæk og et nyt 4D Chassis Control-system skal bidrage til at gøre Cayenne mere sportslig og dynamisk, end dens fysiske størrelse egentlig burde tillade.

I forhold til den tidligere generation har den nye model smidt 65 kilo - et vægttab, der ligeledes skal understrege den sportslige profil, som ligger i mærkets DNA.

Se også: FDM efter snak om afgifter: Køb ikke bil lige nu

5 kommentarer
Vis kommentarer