Porsche tvunget til at købe skandaleramt diesel-SUV tilbage

Den tyske bilproducent er for første gang blevet dømt til at købe en kundes SUV tilbage på grund af dens skandaleramte motor

Porsche skal købe en brugt Cayenne tilbage for købsprisen på knap 450.000 kroner minus et ukendt beløb for de fire år, ejeren har kørt i bilen. Foto: Porsche
Porsche skal købe en brugt Cayenne tilbage for købsprisen på knap 450.000 kroner minus et ukendt beløb for de fire år, ejeren har kørt i bilen. Foto: Porsche

Ville du tage til takke med en softwareopdatering, hvis producenten havde fiflet med motoren i den luksusbil, som du havde betalt knap end en halv mio. kroner for?

For en tyske Porsche-ejer var svaret til det spørgsmål et rungende nej. Han ville faktisk slet ikke vide af sin Porsche Cayenne dieselbil fra 2014, efter at det kom frem, at koncernen havde installeret snydesoftware i motorstyringen.

Derfor gik han til distriktsdomstolen i Stuttgart for at få producenten til at købe bilen tilbage. Og retten dømte i hans favør: Porsche skal købe bilen tilbage for købsprisen på knap 450.000 kroner minus et ukendt beløb for de fire år, ejeren har kørt i bilen. Det skriver Frankfurter Allgemeine.

Det er ifølge mediet første gang, Porsche er blevet dømt til at købe en bil tilbage på grund af dieselskandalen.

Hård kritik fra domstol
Skandalen så dagens lys tilbage i 2015, da Porsches søsterproducent Volkswagen blev taget i at installere snydesoftware i sine dieselbiler. Softwaren gjorde det muligt for bilerne at forurene mindre i en kortere periode, så de kunne gå gennem myndighedernes udstødningstests, selv om de egentlig forurenede mere end tilladt.

Siden bredte skandalen sig til en lang række andre bilproducenter, herunder Porsche.

Distriktsdomstolen i Stuttgart fandt, at Porsche havde handlet bevidst, da man installerede softwaren i dieselbilerne, og vurderede, at dette var en umoralsk handling, der var gået ud over mange kunder.

- Det er særdeles forkasteligt, at Porsche bevidst overtrådte reglerne for at skabe overskud og opnå økonomiske fordele i forhold til konkurrenter, der havde overholdt EU-reglerne i overenstemmelse med loven, skriver retten ifølge Frankfurter Allgemeine i sin domsafsigelse.

I forhold til den konkrete Porsche-ejer fandt retten angiveligt, at han havde lidt skade på grund af risikoen for, at bilen ville blive taget af vejene af den tyske transportmyndighed.

Se også: Italiens antiterrorkorps opgraderer: Så vild er den nye patruljevogn

Porsche bestrider dommen
Porsche er tidligere blevet tvunget til at tilbagekalde først 22.000 og siden yderligere 60.000 dieselbiler på grund af skandalen. Generelt er Porsche dog sluppet nådigt gennem skandalen, for dieselbilerne udgør kun en mindre del af sportsvognsproducentens samlede salg.

Motorerne i blandt andet Cayenne stammer fra Audi, og i lighed med de andre producenter under VW-koncernen har Porsche udviklet en softwareopdatering, som kort sagt sletter motorstyringens gamle snydetricks.

Denne opdatering får også Porsche til at bestride dommen. Producenten kan ikke se nogen grund til at skulle købe den pågældende Cayenne tilbage, når nu den i myndighedernes øjne fungerer som den skal efter opdateringen.

I et skriftligt svar til Frankfurter Allgemeine kalder Porsche afgørelsen for 'juridisk fejlbehæftet', og skriver desuden, at 'dommen vil blive rettet i appelsagen'. Porsche har dog endnu ikke anket dommen officielt.

Se også: Britisk elbil kåret til Årets Bil i Tyskland

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen