Putins signal til Trump: Min nye limo har kræfter som en Formel 1-racer

Mandag præsenterede Vladimir Putin sin nye, russisk producerede limousine. Senere i år får Donald Trump ny bil

Den tager Putin en prøvetur i sin nye limousine. Video:Ruptly

Ruslands præsident Vladimir Putin har fået ny bil.

Under den officielle markering af Putins indsættelse som præsident for den næste embedsperiode benyttede Putin lejligheden til at lufte sin nye limousine.

Og det er noget af et dyr, som ifølge eksperter skulle ligne en blanding mellem en Mercedes-Benz S-Class og en Rolls-Royce Phantom.

Men der er faktisk tale om et for offentligheden hidtil ukendt bilmærke. BIlen er nemlig blevet produceret i Rusland. Mærket er Aurus, som efter sigende skulle være en sammentrækning af den latinske betegnelse for guld (Aurum) og netop Rusland.

Den nye bil har fået tildelt kodenavnet Kortezh, som kan oversættes direkte til kortege. Bilens front har et enormt forkromet gitter. Og de rektangulære forlygter leder tankerne hen på en Chrysler 300.

Det er foreløbig meget få af de tekniske detaljer, som er blevet afsløret. Efter sigende skulle der gemme sig en turboladet V12-motor under hjelmen i det seks meter lange køretøj. Og limoen bliver hjulpet frem af ikke færre end 850 hestekræfter. Motoren er skabt i et samarbejde med Porsche-fabrikkerne, oplyses det, og automatgearet består af ni trin.

Det formodes ligeledes, at bilens vægt er påvirket af kraftig armering til beskyttelse af Putin, når han er ude at køre.

Det er første gang siden 1997, at Ruslands præsident har valgt en anden bil end en Mercedes.

Selskabet, som har produceret den nye limo, oplyser, at det er planen at fortsætte bilproduktionen. Der er allerede planlagt en serie firehjulstrækkere og en mindre sedan. I alt forventes det, at der bliver fremstillet 5000 biler, som formodes at være interessante for nogle af Ruslands mest velhavende borgere.

Der kommer dog ikke til at gå lang tid, oplyser flere amerikanske medier, før præsident Trump får en bil, som kan tage kampen op med Putins limo.

Fox News spekulerer i, at der i Putins valg af ny limo også er et provokerende signal til Trump om, at man sagtens kan lave noget, som kan mere end det, som amerikanerne kommer op med.

Men Fox News har talt med repræsentanter fra US Secret Service, som fortæller, at også Trump kan forvente nyt legetøj senere på året, som sagtens kan måle sig med den Aurus, Putin nu kører rundt i.

US Secret Service er i færd med de sidste detaljer på en helt ny limousine af mærket Cadillac, som har kræfter som en lastbil, og som vil erstatte de nuværende, der transporterer Trump rundt til officielle begivenheder.

Allerede til sommer vil Trumps nye biler blive taget i brug.

88 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere