Rattet overlever: Fremtidens hurtige Bimmer ligner 70'er-ikon

Konceptbilen Vision M Next er en smagsprøve på, hvad en sportslig BMW skal kunne i fremtiden

Konceptbilen er en pluginhybrid med 600 hk og evnen til at nå fra 0 til 100 km/t. på tre sekunder. Oplev den her. Video: BMW

Grib fat i rattet, styr bilen ind i kurven og mærk, hvordan maskineriet arbejder for at lystre kommandoen fra dine hænder og højre fod.

For mange hænger glæden ved biler uløseligt sammen med den frihedsfølelse, det giver at køre selv. Men er man af denne type, kan udsigten til stadigt mere selvkørende biler derfor også virke en smule angstprovokerende.

Heldigvis er der nu hjælp af hente hos de bayerske bilbyggere fra BMW. Her har man netop fremvist en ny og sportslig konceptbil, der nok styrer mod fremtiden, men gør det med et fysisk rat foran førersædet. Bilen hedder Vision M Next og viser 'BMW's syn på, hvordan køreglæde kunne se ud i fremtiden for dem, der foretrækker selv at tage rattet'.

Det skriver BMW i en pressemeddelelse, som Automotive News Europe har beskrevet.

600 hk bag forsædet
Konceptbilens design er en videreudvikling af BMW's nuværende i8-model, men modellen trækker også inspiration fra 70'er-ikonet M1.

Sidstnævnte så ikke bare hurtig ud, men var i sin tid også kompetent nok til at gøre karriere som racerbil. Samme opskrift er der lagt op til med Vision M Next, der ifølge producenten yder 600 hestekræfter og er i stand til at nå fra 0 til 100 km/t. på tre sekunder.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Foto: BMW Group
Foto: BMW Group

Foto: BMW Group
Foto: BMW Group

Kræfterne opstår i samspillet mellem en elektrisk motor og en firecylindret benzinmotor, der ligger bag forsæderne. Det gør bilen til en pluginhybrid med centermotor, der angiveligt kan køre 100 kilometer på ren strøm, før benzinmotoren tager over.

- Det betyder, at BMW Vision M Next er en sportsvogn, der også kan bruges i bykerner, hvor der kan være indført nulemissionszoner i fremtiden, skriver BMW i pressemeddelelsen.

Se også: Citroën dropper funky danskerfavorit

Vælg selv, om du vil køre
Selv om konceptbilen har et rat, har designerne bag bilen ikke vendt blikket helt fra bilindustriens udvikling, da de udtænkte modellen.

Det er derfor muligt at sætte Vision M Next i et såkaldt Ease-køreprogram, hvor bilens kabine 'forvandles til en stue på fire hjul, hvor passagererne kan føle sig trygge og sikre'. Det bliver med andre ord muligt selv at vælge, om man vil køre selv eller lade bilen stå for det hårde arbejde.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: BMW Group
Foto: BMW Group

- BMW Vision M Next demonstrerer, hvordan den nyeste teknologi også kan gøre oplevelsen af at køre selv mere ægte og følelsesmæssigt engagerende, siger Adrian van Hooydonk, der er senior vice president hos BMW's designafdeling.

Konceptbilen er, som navnet antyder, BMW's vision for fremtiden. Selv om bilen på nogle punkter ligner en nærliggende efterfølger til i8-modellen, kan der derfor gå mange år, før det færdige resultat står klar.

Se også: Mercedes beordret til at tilbagekalde 60.000 dieselbiler

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere