Rekordhurtig Skoda skal nu redde liv i England

En ambulancetjeneste i det centrale England har indkøbt to hurtige Skoda Kodiaq RS-modeller

De to Skoda Kodiaq RS udrykningskøretøjer skal bl.a. bistå ambulancetjenestens helikoptere om natten. Foto: PR
De to Skoda Kodiaq RS udrykningskøretøjer skal bl.a. bistå ambulancetjenestens helikoptere om natten. Foto: PR

Skoda er muligvis mere kendt for at lave fornuftige end hurtige biler. Det stoppede imidlertid ikke den tjekkiske bilproducent fra at sætte omgangsrekord på den berømte og berygtede tyske Nürgburgring tilbage i 2018.

Bilen, der sikrede rekorden, var en hårdtpumpet RS-udgave af Skodas største SUV-model, Kodiaq. 9 minutter og 30 sekunder tog det rundt regnet bilen at tilbagelægge racerbanens knap 21 kilometer, og det gjorde den på daværende tidspunkt til banens hurtigste SUV med syv sæder.

Nu skal bilens evne til at nå hurtigt frem imidlertid bruges i en anden og langt mere alvorlig sammenhæng. Ambulancetjenesten Local Air Ambulance Service i Storbritannien har nemlig indkøbt to styk Kodiaq RS, der skal bistå tjenestens helikoptere.

Det skriver Skoda i en pressemeddelelse.

Se også: Nu kigger tyskerne på genåbning af bilindustrien

Rykker ud, når helikopterne ikke kan
Selv om Skoda Kodiaq RS kan kalde sig rekordholder på Nürburgring, finder man ingen frådende motor i Ferrari-proportioner under hjelmen. Bilen er i stedet drevet frem af en dieselmotor på 2,0 liter, der yder 240 hestekræfter – nogenlunde det samme som en VW Golf GTI.

Til gengæld har den firehjulstræk, og det kan blive nyttigt, når den skal køre udrykning. Tjenesten, der har købt to Kodiaq RS, dækker nemlig hele det centrale England og har ifølge Skoda brug for at kunne komme frem på afsidesliggende steder.

De to eksemplarer af Skoda Kodiaq er blevet ombygget i Storbritannien. Hvad ombygningen består i, går Skoda ikke i detaljer med. Foto: PR
De to eksemplarer af Skoda Kodiaq er blevet ombygget i Storbritannien. Hvad ombygningen består i, går Skoda ikke i detaljer med. Foto: PR
 

De to nye biler skal især bruges om natten, hvor helikopterne ikke flyver.

– Det er mere afgørende end nogensinde, at vores flåde af udrykningskøretøjer rummer de egenskaber, vi har brug. Kodiaq RS' pålidelighed, alsidighed og motorkraft vil gøre det muligt for os at fortsætte med at rykke hurtigt ud over hele det centrale England, siger operationel chef hos Local Air Ambulance Service, Richard Clayton, i pressemeddelelsen.

De to biler er af samme grund blevet bygget om i Storbritannien, så der er plads til både grej og gadgets, som ambulancetjenesten har brug for.

Se også: Danskerne storkøber elbiler: Ikke set i fem år

35 kommentarer
Vis kommentarer