Risikerer kø: Undgå denne motorvej i weekenden

Der skal lægges ny asfalt på travl motorvej

Cirka 37.000 bilister kører hvert døgn på den berørte motorvejsstrækning. Arkivfoto: Casper Dalhoff
Cirka 37.000 bilister kører hvert døgn på den berørte motorvejsstrækning. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Søg andre ruter eller hold dig helt væk.

Sådan lyder opfordringen fra Vejdirektoratet i anledning af, at der fra fredag 3. september og til mandag 6. september skal lægges ny asfalt og nye bærelag i yderste spor på E45 Sønderjyske Motorvej i nordgående retning mellem Motorvejskryds Kolding og Motorvejskryds Skærup.

Arbejdet kan nemlig ikke udelukkende - som det traditionelt gøres ved den slags vejarbejder - foretages om aftenen og natten, fordi det skal udføres i to arbejdsgange. Derfor vil der blive arbejdet døgnet rundt på strækningen, og det kan betyde forlænget rejsetid for de tusindvis af trafikanter, som hvert dag kører på strækningen.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratets trafikberegninger viser, at der især må forventes kø om lørdagen.

- Vi råder alle til at bruge alternative ruter eller helt undgå strækningen i weekenden, siger Jesper Stokholm, ingeniør hos Vejdirektoratet, til TV2.

Mens der arbejdes, vil den nordgående trafik blive ledt over i sydgående spor med ét farbart spor i begge retninger. Arbejdet starter 3. september kl. 18.00 og slutter 6. september kl. 06.00.

Resultatet af arbejdet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne, understreger Vejdirektoratet.