Forbrydere får i fremtiden sværere ved at køre fra det franske Gendarmerie, hvis ikke forbryderne selv er godt kørende i biler med masser af kræfter.
Gendarmerie har nemlig bestilt 26 eksemplarer af den lille, kompakte sportsvogn Alpine A110, som den franske bilproducent med Renault i ryggen valgte at genoplive for et par år tilbage.
Den oprindelige Alpine A110 havde sin storhedstid i 1960'erne og 1970'erne, og nu skal den franske politienhed så køre i den moderne fortolkning af sportsvognen.
Gendarmerne kan se frem til at skulle tøjle en centermotoriseret sportsvogn med baghjulstræk og en potent turbomotor med 250 hk. Det lyder måske ikke af alverden, men A110 er let, så 0-100 km/t er klaret på 4,5 sekunder, mens topfarten er 250 km/t.
Faktisk er det ikke første gang, at det franske Gendarmerie skal køre Alpine A110. Tilbage i slutningen af 1960'erne havde de en flåde af A110'ere i flåden.
Siden har gendarmerne også kørt alt fra Renault 18 Turbo over Alpine GTA til Renault Megane RS.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Nu er turen så kommet til Alpine A110, men inden de franske bilister kan få fornøjelsen af at blive vinket ind til siden af en gendarm i en spritny A110, skal bilerne fra fabrikken i Dieppe lige et smut forbi specialisterne i Durisotti, hvor bilerne bygges om til ægte politibiler med blå blink og sirener.
Alpine er ejet af Renault Groupe, og navnet kendes også fra Formel 1.