En video, som Road Safety UK har delt på sin twitterprofil, viser, hvorfor man altid skal sørge for at kigge efter i både bak- og sidespejl, inden man begiver sig ud i at overhale en forankørende bil.
- Derfor skal du altid tjekke dine spejle, skriver Road Safety UK i en kommentar til opslaget på twitter, som er delt mere end 3000 gange.
I videoen kan man se, hvordan den grå bil i høj fart kommer kørende i overhalingsbanen på en motorvej.
Længere fremme kører en hvid bil bagved en kassevogn.
Lige da den grå bil er ved at være fremme ved de to biler og skal til at passere den hvide bil og kassevognen, trækker den hvide bil pludselig ud i overhalingsbanen.
Resultatet er, at bilerne støder sammen.
Få sekunder senere ligger den hvide bil på taget i venstre side, den grå bil har taget en snurretur og holder på tværs af vejen, mens kassevognen er kørt ud over en skrænt til højre for vejbanen.
Pas på! Her i landet er der størst risiko for alvorlige ulykker
'Er de ok?'
På twitter spørger en bekymret bruger til, om alle involverede i uheldet klarede sammenstøddet.
- Er alle ok? Ingen andre har spurgt, skriver Louise Rowe.
Road Safety UK bekræfter, at alle de involverede personer overlevede uden mere alvorlige skader.
I samme kommentartråd understreger flere, at det ikke altid er nok at se i spejlene efter biler, men at det faktisk også kan være en god idé at kigge over skulderen for at sikre sig, at der ikke ligger en bil i den blinde vinkel.
Mange moderne biler har installeret systemer, som kan advare, hvis der ligger biler i den blinde vinkel.