Så mange blev snuppet i politiets spritkontrol: - Det er uacceptabelt

Politiet kan konstatere en lille stigning i antallet af sigtelser og uheld fra pinsen 2019 til pinsen 2020

Politiet holdt i pinsen særlig godt øje med bilister, som havde drukket for meget alkohol eller var påvirkede af narkotika. Foto: Rigspolitiet
Politiet holdt i pinsen særlig godt øje med bilister, som havde drukket for meget alkohol eller var påvirkede af narkotika. Foto: Rigspolitiet

I pinsen stod landets politikredse klar til at holde øje med, om trafikanter havde drukket for meget spiritus eller var påvirket af narkotika under kørslen i det lækre vejr.

Nu er resultaterne fra spirituskontrollerne i pinsetrafikken, som blev gennemført fra lørdag 30. maj til og med mandag 1. juni, landet.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

I dette års pinsekontrol blev 88 bilister landet over sigtet for spirituskørsel og 94 for narkokørsel. Hertil kommer 25 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken, samt to ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel.

Til sammenligning blev 62 bilister sigtet for spirituskørsel og 65 for narkokørsel i pinsen 2019. Der blev registreret 18 færdselsuheld, hvor spiritus havde en medvirkede rolle, samt to ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel.

Se også: Her oplever vi mest vejvrede

- Når vi sammenligner pinsen 2019 med pinsen 2020, kan vi desværre konstatere en stigning i antallet af sigtelser og uheld, hvor føreren enten har været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i pressemeddelelsen.

- Spirituskørsel og narkokørsel er uacceptabelt, og er man i tvivl om, hvorvidt man er i stand til at køre bil, så skal man lade bilen stå, siger han.

Antallet falder
Set over de seneste år er der sket et stort fald i antallet af spiritusbilister fra godt 11.700 sigtede i 2007 til lidt over 6000 i 2019.

Mere positivt er det, at antallet af spiritusulykker I samme periode næsten er halveret fra knap 2800 til lidt over 1300.

Politiet fortsætter løbende indsatserne mod spiritus- og narkokørsel i 2020 med opbakning fra blandt andre Rådet for Sikker Trafik.

- Når man kører bil, cykel, knallert eller fører andre køretøjer i påvirket tilstand, så gambler man altså med sit eget og andres liv, siger Christian Berthelsen.

Se også: Gå ikke på kompromis med autostolen

138 kommentarer
Vis kommentarer