Så mange får medhold i p-afgifter

'Det viser, at det betaler sig at klage,' lyder det fra FDM

I mange tilfælde kan det godt betale sig at klage over en uberettiget parkeringsafgift. Arkivfoto: Morten Lau-Nielsen
I mange tilfælde kan det godt betale sig at klage over en uberettiget parkeringsafgift. Arkivfoto: Morten Lau-Nielsen

Du skulle bare lige hurtigt ind i dagligvarebutikken for at købe en liter mælk. Da du kommer ud til bilen igen få minutter efter, sidder der er en lille lap i forruden. En parkeringsafgift.

Det er altid irriterende at få en parkeringsafgift, og endnu mere frustrerende må det være, hvis man oplever, at afgiften er uberettiget. Heldigvis har man muligheden for at klage, og det vælger mange danskere da også at gøre.

Nye tal fra Parkeringsklagenævnet, som behandler klager over parkeringsafgifter udstedt af private selskaber, viser nemlig, at bilisterne sidste år enten fik medhold i klagen, eller at parkeringsselskabet frafaldt deres krav, i over halvdelen af de afsluttede sager. 

Det skriver FDM, som desuden er en del af Parkeringsklagenævnet.

Medhold og frafald
Sidste år behandlede nævnet 287 sager, og af årsrapporten for 2020 fremgår det, at klagerne fik medhold i 21,6 procent af sagerne, mens parkeringsselskaberne fik medhold i 74,9 procent. De resterende sager blev afvist.

Men ikke alle sager bliver behandlet. Mange af sagerne bliver nemlig frafaldet undervejs. Her kan man i årsrapporten se, at 481 sager sidste år blev afvist, og i 15,8 procent af sagerne var det klageren, som frafaldt kravet, mens det i hele 84,2 procent var parkeringsselskabet, som frafaldt deres krav.

- Lægger man tallene sammen, frafaldt p-selskaberne enten deres krav, eller bilisterne fik medhold i deres klager, i mere end halvdelen af de afsluttede sager i 2020. Det viser, at det godt kan betale sig at gå til Parkeringsklagenævnet, hvis man mener, at en p-afgift, som p-selskabet fastholder, er forkert, siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM, til mediet selv.