Så mange klip i kortet har danskerne fået de sidste 10 år: - Det giver respekt

Hos Rådet for Sikker Trafik mener man, at klippeordningen er en god mulighed for at sanktionere bilister

Klip i kørekortet er en god idé, hvis forseelsen er proportionel med straffen, mener Rådet for Sikker Trafik. Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Klip i kørekortet er en god idé, hvis forseelsen er proportionel med straffen, mener Rådet for Sikker Trafik. Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Har du fået et klip i dit kørekort?

Så er du ikke alene.

Klippekortsordningen, hvor bilister kan få klip i kortet, hvis de begår bestemte forseelser i trafikken, blev indført tilbage i 2005.

Rigspolitiet har ikke tal helt tilbage fra dengang, men de kan se, hvor mange sigtelser om klip for trafikale forseelser, der er oprettet siden 2007.

Fra 2007 til og med 2018 er der blevet rejst 798.347 sigtelser om forseelser, som giver klip i kørekortet, viser tal, som Ekstra Bladet har fået.

Særligt forseelser om overskridelse af hastighedsgrænsen har givet mange klip til de danske bilister.

Over 350.000 har således kørt så hurtigt forbi en af politiets fotovogne eller ATK-kontroller, at de har fået et klip i kørekortet.

Men er klippeordningen overhovedet en god idé i forhold til trafiksikkerhed?

Det mener man i Rådet for Sikker Trafik, der også hilser regeringens og Dansk Folkepartis kommende forslag om at give klip til bilister, der skriver på mobil eller gps bag rattet af deres bil, velkommen.

- Helt overordnet set er klippekortsordningen en god ting. Det skal naturligvis også være proportionelt i forhold til forseelsen, for der er forseelser, som har en karakter, hvor en bøde er passende, og forseelser, hvor man man må gå højere op, og et klip ikke er nok, siger Mogens Kjærgaard Møller, direktør i Rådet for Sikker Trafik, til Ekstra Bladet.

Adskillelige trafikanter kørte enten for stærkt, undlod at bruge sele eller havde ikke spændt børnene fast, da de kom forbi politiets landsdækkende kontrol ved skoleveje. Foto: Rigspolitiet Biler Politiet fik travlt med bødeblokken: Flere tusinde danskere gik i fælden

Giver respekt
Hos Rådet for Sikker Trafik går de ikke ind for, at man nødvendigvis bare skal indføre klip som en straf for flere forseelser i trafikken.

- Grundlæggende ville det jo være godt, hvis vi kunne fjerne ting fra listen, fordi de ikke er nødvendige, men det sker kun i den ideelle verden, siger Mogens Kjærgaard Møller.

I stedet ser Rådet for Sikker Trafik klippekortsordningen som en af mange muligheder for, hvordan man kan påvirke eksempelvis bilisters adfærd i trafikken, så det alt i alt bliver mere sikkert at færdes på vejene.

- Vi ved, at risikoen for at få et klip giver respekt blandt trafikanterne. Hvis du kører rundt og har fået to klip, og du ved, at det næste klip gør, at kørekortet ryger, så vil det undre mig meget, hvis ikke den pågældende tænker 'jeg løfter lige foden fra speederen, siger Mogens Kjærgaard Møller til Ekstra Bladet.

- Man kan jo påvirke trafikanter på flere måder - også med kampagner - men der findes nogle, som kun bliver påvirket af 'the hard way', siger han.

Et klip er i alt sin enkelthed en elektronisk registrering af din lovovertrædelse. Tre klip inden for tre år medfører, at du får frakendt kørekortet betinget og skal bestå en ny teori- og køreprøve for at beholde dit kørekort.

Hvert klip slettes først, når der er gået tre år. For nye bilister skal der kun to klip i kørekortet til, før man får kørselsforbud.

Fem forseelser med flest klip

Herunder følger en liste over de forseelser i trafikken, som giver klip i kørekortet, Rigspolitiet har sigtet flest trafikanter for:

1. Hastighedsovertrædelse - ATK-kontrol: 271.918 klip

2. Hastighed - køretøjsbestemt: 180.357 klip

3. Hastighed - færdselstavle: 101.904 klip

4. Hastighedsovertrædelse - ATK, færdselstavle: 88.641 klip

5. Kørsel frem mod rødt lys: 53.806 klip

Kilde: Rigspolitiets antal sigtelser med klip fra 2007 til og med d. 25. januar 2018

Der blev blitzet løs, da politiet var på kontrol tirsdag, hvor adskillige bilister kørte for stærkt. Foto: Sebastian Buur Gunvald/Ritzau Scanpix Biler Bilist kørte 154 km/t i 90-zone: Fotovogn blitzede bøder for over 500.000 kroner

97 kommentarer
Vis kommentarer