Så mange millioner skylder danske bilister i ubetalte p-afgifter

Gælden for ubetalte p-afgifter er de seneste tre år steget betragteligt, viser en aktindsigt hos Gældsstyrelsen

De seneste 22 måneder har kommuner og stat sendt 126.637 ubetalte p-afgifter til inddrivelse hos SKAT. Arkivfoto: Peter Hove Olesen
De seneste 22 måneder har kommuner og stat sendt 126.637 ubetalte p-afgifter til inddrivelse hos SKAT. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Kast den i afløbet, læg den på en anden bil, eller stik den i jakkelommen på en forbipasserende.

Det kan være fristende at forsøge at slippe hurtigst muligt af med p-afgiften, når den har fundet vej til bilruden som en irettesættende pegefinger fra ordensmagten. Og meget tyder på, at mange tusind danskere de seneste år har tyet til dén taktik.

I de seneste 22 måneder alene - fra 1. januar 2017 til 31. oktober i år - er 126.637 ubetalte p-afgifter blevet sendt til inddrivelse hos SKAT fra kommuner og stat. Det fremgår af en aktindsigt, som sammenligningstjenesten Samlino.dk har fået hos Gældsstyrelsen, og som Ekstra Bladet har set.

En stigning på 61 procent
De mange ubetalte p-afgifter har ifølge Gældsstyrelsen en værdi af 67,3 mio. kroner. Det beløb er dog langtfra dækkende for danskernes samlede gæld til kommunerne. Gældsstyrelsen opgjorde tilbage i marts i år, at danske bilister skyldte i alt 171 mio. kroner for parkeringsafgifter alene.

Aktindsigten viser samtidig, at den samlede gæld til kommunerne er vokset betragteligt de seneste tre år. I december 2015 lå den på 106 mio. kroner, og siden da er den altså steget med 61 procent.

Det fremgår til gengæld ikke af aktindsigten, hvordan gælden fordeler sig på de 51 kommuner, der ifølge FDM har parkeringsvagter. Fordeles den ligeligt, svarer det til, at hver af de 51 kommuner mangler 3,35 mio. kroner i ubetalte afgifter.

Se også: Danskere: Sikkerhedsudstyr bør være obligatorisk i alle nye biler

Kommuner missede knap 38 mio.
Selv om gælden kan synes voldsom, tjener kommunerne stadig gode penge på betalingsparkering - og ikke mindst dem, der glemmer at stille skiven. Tidligere i år kom det frem, at kommunerne i 2017 indkasserede 925 mio. kroner på parkering, hvilket var hele 121 mio. mere end i 2016.

Det fremgår af aktindsigten, at kommuner og stat sendte 69.408 ubetalte p-afgifter til SKAT samme år. Havde de danske bilister alle betalt rettidigt, kunne kommunernes indtjening med andre ord have været 37,7 mio. kroner større.

Aktindsigten indeholder ikke tal for danskernes gæld til de private parkeringsselskaber, og den samlede gæld må derfor forventes at være noget større end 171 mio. kroner. Mens det i dag koster 510 kroner at parkere ulovligt på en kommunal parkeringsplads, koster det op til 795 kroner på visse private pladser.

Se også: Genialt! Mand genoplader sin Tesla ved at bugsere den

52 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere