Så mange trafiksyndere gik i politiets fælder

Mange trafikanter blev snuppet i at være uopmærksomme i trafikken i forbindelse med en landsdækkende politikontrol i sidste uge

Landets politikredse holdt i uge 19 ekstra øje med uopmærksomme trafikanter som føreren af denne bil. Video: Rådet for Sikker Trafik

I uge 19 stod landets politikredse klar til at holde øje med, om danske trafikanter holder øjnene og fokus på vejen og trafikken, når de færdes.

Nu er resultaterne kommet fra den landsdækkende politikontrol rettet mod uopmærksomhed i trafikken. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Samlet set blev der fra mandag 4. maj til og med søndag 10. maj konstateret over 6000 forseelser i forbindelse med den landsdækkende politikontrol. Af de over 6000 forseelser blev 859 trafikanter sigtet for at benytte håndholdt mobiltelefon i trafikken i enten bil, varevogn, lastbil, bus, knallert eller cykel.

Se også: Politiet kigger efter disse trafikanter i denne uge

Uopmærksomhed skønnes til at være blandt de hyppigste uheldsfaktorer i trafikken og kan være årsag til en tredjedel af alle uheld, viser undersøgelser. Uopmærksomhed kan være bl.a. netop brug af håndholdt mobiltelefon og indstilling af GPS og lignende.

Foruden de uopmærksomme bilister blev 438 trafikanter sigtet for at køre uden sele, mens 120 blev sigtet for at køre over et lyskryds for rødt/gult lys, fremgår det af politiets tal.

Færre får bøder
Selvom mange i løbet af uge 19 blev sigtet for at være uopmærksomme i trafikken ved at benytte håndholdt mobil, viser statistikkerne, at færre generelt får bøder for at sidde med mobilen fremme i trafikken.

I 2015 fik hele 40.947 trafikanter en bøde for at benytte håndholdt mobil, mens de kørte i trafikken i enten bil, varevogn, lastbil, bus, på knallert eller på cykel.

I 2019 var det tal faldet markant til 24.541, hvilket dog er flere end i 2018 og 2017, hvor henholdsvis 22.443 og 19.961 trafikanter fik en bøde for netop for den forseelse.

I en tredjedel af alle trafikulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor, og i gennemsnit foretager vi os distraherende ting i 30 procent af den tid, vi kører bil. 70 procent af dét, der distraherer os, foregår inde i bilen.

Se også: Prøvekørte bil: Ung bilist blitzet med 102 km/t. i byzone

61 kommentarer
Vis kommentarer