Så meget distraherer håndfrie systemer i bilen

Telefonsamtaler, musikskift og sms'er distraherer også føreren, når det foregår håndfrit i bilen, men ifølge en amerikansk undersøgelse er der stor forskel på, hvor meget fokus de kræver

Apple Carplay giver føreren mulighed for at bruge sin Iphone håndfrit under kørslen. Men det er ikke uden risiko. Foto: Apple
Apple Carplay giver føreren mulighed for at bruge sin Iphone håndfrit under kørslen. Men det er ikke uden risiko. Foto: Apple

Kan man køre bil i 2018 uden anden underholdning end lyden af motoren, vibrationerne i rattet og udsynet gennem forruden? At dømme efter den hastigt stigende mængde af nye biler, der i dag sælges med et infotainmentsystem, er det en svær disciplin.

Gennem computerskærmen i instrumentbordet kan vi nemlig blive stimuleret af musik, navigation, telefonsamtaler og sms'er - og så behøver vi i mange tilfælde ikke engang tage hænderne fra rattet.

Det er dog ikke ensbetydende med, at vi undgår at miste fokus på det, der er vigtigst: Vejen. Ifølge en amerikansk undersøgelse, som radiostationen WTOP har beskrevet, bliver vi stadig mere distraherede, end eksperterne kan acceptere, uanset om vi bruger bilens indbyggede infotainmentsystem eller kobler vores mobiltelefon til bilen og bruger Apple Carplay eller Android Auto under kørslen.

Der er til gengæld stor forskel på, præcis hvor meget af vores opmærksomhed, de forskellige systemer kræver.

Mobilen kræver mindre
Undersøgelsen, der er lavet af forskere fra University of Utah og organisationen AAA Foundation for Traffic Safety, konkluderer, at mobiltelefonerne kræver mindre af føreren, når de styres gennem eksempelvis Apple Carplay, end bilens eget indbyggede system.

Forskerne har placeret testpersoner i fem forskellige bilmodeller fra 2017 og 2018 og målt, hvor lang tid de skal bruge for at gennemgå fire opgaver, og hvor store krav disse stiller til førerens visuelle og kognitive fokus: Telefonopringning, musikskift, sms og indtalning af en destination i navigationsprogrammet.

Ifølge WTOP kræver Apple Carplay og Android Auto mindre af føreren, når der skal foretages et opkald og vælges musik. Føreren kunne under testen foretage en opringning fem sekunder hurtigere med mobilens system end bilens eget.

Ikke overraskende kræver det en del flere ressourcer at betjene navigationen og sende en sms, men igen er mobilen hurtigere: 33 sekunder mod 48 med bilens eget system.

Ingen af systemerne er dog tæt på at være acceptable, når det tages i betragtning, at man ifølge Rådet for Sikker Trafik kører 56 meter i blinde, hvis man kigger væk i bare fire sekunder med 50 km/t.

Bilen bliver hurtigt forældet
Ifølge undersøgelsen stiller Apple Carplay og Android Auto lige store krav til førerens kognitive og visuelle fokus, mens nogle af testbilerne kræver mere af føreren end andre.

- Jeg tror, at en af de store forskelle er, at bilens indbyggede system ofte kræver, at føreren gennemgår opgaven skridt for skridt, mens det med Android Auto og Apple Carplay er muligt at give én samlet kommando, siger Joel Cooper, forskningslektor ved universitetet i Utah, til WTOP.

Dertil kommer, at mobilen ofte udskiftes før bilen. Det giver ifølge Joel Cooper føreren adgang til nyere hardware i sin mobil end i bilen.

- Når du køber din bil, begynder den at blive forældet den dag, du kører den ud fra forhandleren. Processoren (i infotainmentsystemet, red.) har ret begrænsede kræfter. Telefoner opdateres hele tiden, og de giver dig mulighed for at udnytte den nyeste hardware og de seneste algoritmer til stemmegenkendelse, siger forskningslektoren til radiostationen.

Se også: Biludlejningsselskaber flår familier: Autostole koster kassen

Stop bilen og send sms'en
Ikke desto mindre kan det stadig ikke anbefales at bruge systemer som Apple Carplay og Android Auto under kørslen. Det fastslår Jake Nelson fra organisationen AAA Foundation for Traffic Safety over for WTOP.

- Ingen af de systemer, vi har testet, inklusive Android Auto og Apple Carplay, møder vores krav eller anbefalinger til, hvor lidt fokus, de bør tage. Selv om vi ved, at nogle aktører klarer sig bedre end andre, så er pointen med undersøgelsen ikke, at vi skal bruge et system i stedet for det andet, men at få industrien til at arbejde sammen, så vi kan gøre sikkerhed til en topprioritet, siger han til radiostationen.

Indtil videre er det derfor stadig sikrest at standse bilen, hvis det er nødvendigt at foretage et opkald, ordne navigationen eller sende en sms på turen.

Mellem 2011 og 2015 er 283 personer ifølge Rådet for Sikker Trafik blevet dræbt i ulykker med uopmærksomhed i Danmark.

Se også: Pas på snedige biludlejere på ferien: 'Det er penge ud af vinduet'

29 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere