Sådan undgår du dyr efterregning på leasingbilen

Det kan være dyrt at aflevere leasingbilen, hvis man ikke har gjort sit hjemmearbejde. FDM har samlet en guide til afleveringen af leasingbil

Er man i tvivl om, hvilken stand leasingbilen skal afleveres i, skal man genlæse kontrakten. Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
Er man i tvivl om, hvilken stand leasingbilen skal afleveres i, skal man genlæse kontrakten. Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix

4500 kroner for en ridse i lakken, 2500 kroner for skader på alufælgene og 12.000 kroner for en ny forrude. Mange skader og fejl kan være med til at gøre det meget dyrt, når en leasingbil skal afleveres tilbage til leasingselskabet.

Heldigvis er det de færreste, som ender med at skulle betale så meget, som eksemplerne oven for illustrerer, skriver FDM i en pressemeddelelse. Organisationen har samlet en guide til den gode tilbagelevering af leasingbilen.

- Langt de fleste leasingkontrakter er meget konkrete i forhold til, hvilken stand bilen skal leveres tilbage i. Overholder man den, er det nemt at undgå et dyrt farvel til leasingbilen. Faktisk får langt de fleste ingen eller kun en relativt lille efterregning, siger Michael Nielsen, jurist i FDM, i pressemeddelelsen.

Vær med selv
Er man i tvivl om, hvilken stand leasingbilen skal afleveres i, skal man genlæse kontrakten. Her fremgår det, hvilke småskader bilen må have, og hvilke man får en efterregning for. Eksempelvis må bilen godt have en mindre lakskade, mens de fleste selskaber kræver større forsikringssager udbedret inden aflevering.

- Har bilen kun mindre skader, kan det ofte godt betale sig at afvente gennemgangen af bilen. Prisen for at udbedre mindre skader følger nemlig leasingselskabets faste takster, og de er næsten altid lavere end den pris, man selv vil skulle betale for at få dem udbedret, siger Michael Nielsen.

Se også: Bilen uden fejl: Her er Årets Brugtbil 2019

- I de fleste leasingaftaler bliver bilen ved aflevering gennemgået af en uvildig. Her er det en god idé, at man selv er med. Er der større skader, er det ofte muligt at få sit forsikringsselskab indover, men det skal det ske senest i forbindelse med afleveringen, ellers er det for sent. Er der skader, man er uenig i vurderingen af, er det vigtigt, at man får dem dokumenteret med foto eller andet bevis og ikke skriver under på noget, siger han.

FDM har på sin hjemmeside samlet en række eksempler på, hvad typiske skader kan koste at udbedre i forbindelse med tilbageleveringen af en leasingbil.

Har bilen fået en ridse, som ikke kan udbedres, kan det koste op til 4500 kroner.

En bule uden lakskade koster typisk 500-750 kroner pr. bule og op til 4500, hvis lakken er skadet.

FDMs guide til den gode tilbagelevering
- Book tilbagelevering i god tid

- Læs kontraktens vilkår for, hvilke småskader der accepteres

- Få ordnet større forsikringsskader inden aflevering

- Rengør bilen grundigt indvendigt. Er bilen ikke ren, koster det nemt 500 kroner eller mere

- Vask bilen lige inden aflevering – er bilen ikke nyvasket, kan det koste 500-750 kroner ekstra

- Vær med under gennemgangen af bilen

Se også: Få hjemmeservice til bilen

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere