Sådan vil bilgigant sikre dig 'grøn bølge' ved lyskryds

Tyske Audi vil reducere den mængde tid, som bilister holder for rødt lys i trafikken

Tyske Audi vil skabe bedre trafikflow ved at lade biler forudse, hvordan man skal køre for at få grønt lys. Foto: Laura Bisgaard Krogh/Ritzau Scanpix
Tyske Audi vil skabe bedre trafikflow ved at lade biler forudse, hvordan man skal køre for at få grønt lys. Foto: Laura Bisgaard Krogh/Ritzau Scanpix

At vente for rødt lys er hverken ret sjovt for trafikanter, særlig godt for miljøet eller optimalt i forhold til flowet i trafikken. Tyske Audi har sat sig for at forsøge at skabe en mere forudsigelig og effektiv kørestil med det formål at skabe bedre flow i trafikken ved at koble nye Audi-modeller op med lyskryds.

Det oplyser Audi i en pressemeddelelse.

Siden juli i år har Audi således koblet nye biler op med lyskryds i den tyske storby Ingolstadt, hvor de har hovedkvarter.

Yderligere europæiske storbyer vil følge i 2020. I USA har Audi-kunder allerede anvendt denne service siden slutningen af 2016.

Sådan fungerer det
Når man i sin Audi kommer kørende i Ingolstadt, vil teknologien, som kaldes for 'lyskrydsinformation', i det virtuelle cockpit vise en anbefaling til en hastighed, som man skal køre for at ramme kommende lyskryds ved grønt lys.

Se også: Vejdirektoratet slukker lyset på danske veje

Hvis det ikke er muligt inden for den tilladte hastighedsgrænse, eller hvis føreren allerede venter ved rødt lys, vil der være en nedtælling, til der bliver grønt igen. Dermed bidrager systemet ifølge Audi til en forudsigelig og effektiv kørestil, som er med til at sikre et vedvarende flow i trafikken.

- Det er aldrig sjovt, når trafikken går i stå. Derimod er vi som bilister glade, når vi fanger en grøn bølge - desværre fanger vi dem for sjældent. Med lyskrydsinformationen får bilister mere kontrol, idet de får at vide, om de kan fange det grønne lyskryds, som er 250 meter foran, forklarer Andre Hainzlmaier, Head of Development of Apps, Connected Services and Smart City i Audi AG, i pressemeddelelsen.

- I fremtiden vil anonyme data fra vores biler hjælpe lyskrydsene med at skifte mere effektivt samt optimere trafikstrømmen, siger Hainzlmaier.

Se også: Tag en dyb indånding: Trafiklyset, der altid er grønt, er på vej

Skal forbedres
Audi oplyser desuden, at teknologien løbende vil blive udbygget og optimeret, så kunder eksempelvis i fremtiden kan få glæde af ekstrafunktioner som, at grønne bølger tænkes ind i den ideelle ruteplanlægning, og at bilerne via den adaptive fartpilot automatisk vil komme til at bremse ved rødt lys.

På sigt kommer bytrafikken til at drage fordel af lyskrydsinformationen, idet lyskrydsene f.eks. kommer til at arbejde mere fleksibelt, når bilerne sender anonyme data til byens lyskryds. Alle bilister har prøvet at vente for rødt lys en aften, hvor der ikke har været andre biler. Her kan de opkoblede trafiklys reagere ud fra efterspørgsel og således opnå den mest effektive trafikstyring.

Se også: Nyt forsøg: Data fra din GPS skal give færre røde lys

Teknologien er på vej
I USA har Audi-kunderne allerede brugt 'Time-to-Green' funktionen i to år. En nedtælling i bilens display tæller ned til næste grønne bølge, og denne service er nu tilgængelig ved mere end 5000 lyskryds i USA, for eksempel i byer som Denver, Houston, Las Vegas, Los Angeles, Portland og Washington D.C.

Siden februar har Audi tilbudt en yderligere funktion i Nordamerika, der muliggør kørsel på den 'grønne bølge', hvor føreren vises den ideelle hastighed for at nå det næste lyskryds, mens der er grønt.

Årsagen til, at teknologien har været mere udbredt i USA, er, at de har lyskrydssystemer, der har været konstrueret over større områder og mere ensartet, mens 'Europas trafikinfrastruktur har været udviklet mere lokalt og decentralt med en stor variation i teknologien,' forklarer Hainzlmaier om udfordringerne ved Europas lyskrydssystemer.

- Derfor afhænger Audis lyskrydsteknologi af, hvorvidt bl.a. datastandarder bliver etableret, og byerne digitaliserer deres trafiklys, siger han.

Siden juli i år har lyskrydsinformation været introduceret i den tyske storby Ingolstadt, og teknologien vil i de kommende år blive introduceret i flere byer i Europa, Canada og USA i takt med, at lyskrydssystemerne opdateres.

Se også: Slip for rødt lys: Sådan skal bilister spare tid ved lyskryds

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere