Sad med hånden ved øret: Fik bøde for at tale i håndholdt mobil

Kasper Herbst er godt sur over at få en bøde for noget - han hævder ikke at have gjort

Kasper Herbst optog en video lige efter, han havde fået bøden.

Politiet stoppede i går Kasper Herbst i hans bil i Næstved.

Betjenten mente, at Kasper Herbst talte i håndholdt mobil, og stak ham derfor en bøde på 1500 kroner.

Men det vil Kasper Herbst ikke acceptere, da han hævder, at han under ingen omstændigheder havde en mobil for øret.

- Jeg er skuffet over det danske politi, der kan tage så meget fejl. Jeg har bluetooth headset i mit anlæg i bilen, og mobilen connecter til den hver gang, jeg tænder min bil, siger Kasper Herbst og fortæller, hvad der skete.

- Betjenten kommer over til bilen og siger til mig; 'Du har talt i mobiltelefon i Havnegade i krydset ved tankstationen'.

- Jeg fortæller ham, at det kan ikke passe, og min telefon ligger ved mit anlæg, fortæller Kasper Herbst og fortsætter:

- Betjenten siger; 'Du har haft en hånd oppe ved øret'.

- Men det er da ikke et tegn på, jeg sidder med en telefon, siger en frustreret Kasper Herbst, der ofte hviler hovedet på hånden, når han kører.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan sad Kasper Herbst, da han fik bøden. Privatfoto
Sådan sad Kasper Herbst, da han fik bøden. Privatfoto
 

Kasper Herbst talte med sin mor over bluetooth headsettet få minutter forinden, han blev stoppet, hvilket han også forsøger at vise betjenten.

- Jeg viser min opkaldsliste til ham, og så ringer jeg op, så han kan høre, samtalen kører over mit anlæg. Men betjenten siger, det er han ligeglad med, for han har set mig sidde med en mobil for øret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

- Jeg kan ikke forstå, man kan få en bøde på 1500 kroner for at bruge sit headset, siger Kasper Herbst. Privatfoto
- Jeg kan ikke forstå, man kan få en bøde på 1500 kroner for at bruge sit headset, siger Kasper Herbst. Privatfoto
 

- Jeg synes, det er for dårligt, en betjent kan tage så meget fejl. Han holder 100 meter væk fra mig, og han kan ikke se, hvad jeg har i min hånd. Men jeg havde ikke noget i min hånd, siger Kasper Herbst, der har tænkt sig at tage sagen i retten.

- Hvem har besvisbyrden i sådan en sag?

- Generelt har politiet bevisbyrden. Det er os, der skal kunne godtgøre, at der har været en mobiltelefon i hånden, siger vicepolitiinspektør Erik Mather fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, der ikke kender den konkrete sag.

- Vores bevisbyrde vil være vidneudsagn fra den pågældende betjent, men det er ikke sådan, at vi har fotodokumentation eller anden håndgribelig bevisførelse, for det findes ikke i den her slags sager, siger Erik Mather, der er leder af færdselspolitiet i Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

- Bilisten i denne sag mener, at han beviste over for betjenten, at telefonen sprang over på headsettet. Hvorfor skrev betjenten så en bøde?

- Jeg hører ofte, at bilister siger; 'Du kan se, jeg ikke har ringet. Du kan se, jeg ikke har foretaget opkald, og der ikke har været indgående opkald'. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke har siddet med en håndholdt mobil. Der står ikke i loven, at man skal have talt i en mobil. Smartphones har alle mulige andre formål; Man kan tjekke mails, være på Facebook, sms'er - mulighederne er utallige, siger Erik Mather.

- Men når man sidder med den mod øret, skulle man antage, der kommer lyd ind?

- Måske hører man musik, men der er en lang række anvendelser på telefonen i dag, som ligger ud over, hvad et bluetooth headset kan klare. Så det er ikke kun det, at den går på bluetooth. Der findes apps til alt mellem himmel og jord, som gør, at man også kan sidde med mobilen i hånden, og det er lige så ulovligt som at tale i telefonen, forklarer Erik Mather.

499 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere