Schweiz konfiskerer 25 luksusbiler fra diktatorsøn

På fem år har en 50-årig Instagram-playboy fået konfiskeret over 60 millionbiler og værdier for over én milliard

Supersportsvognen Koenigsegg One:1 er kun bygget i syv eksemplarer, og en af disse er nu angiveligt blevet konfiskeret. Foto: Koenigsegg
Supersportsvognen Koenigsegg One:1 er kun bygget i syv eksemplarer, og en af disse er nu angiveligt blevet konfiskeret. Foto: Koenigsegg

Har man penge på lommen og en trang til hurtige og sjældne biler, er det nu, man skal slå til.

Den schweiziske regering har netop sat punktum i en årelang svindelsag mod Teodoro Obiang, vicepræsident og arvtager til tronen i det lille centralafrikanske land Ækvatorialguinea.

Den 50-årige søn af landets diktator får konfiskeret ikke mindre end 25 luksusbiler, som den schweiziske regering nu vil sælge. Pengene fra bilsalget vil gå til sociale programmer i den dømtes fattigdomsramte hjemland, oplyser anklagerne ifølge Reuters.

Mediet Swissinfo skriver, at der blandt de konfiskerede køretøjer findes sjældenheder som Bugatti Veyron og Koenigsegg One:1 – sidstnævnte er kun bygget i syv eksemplarer, og da en af dem blev sat til salg i 2016, var prisen ifølge TopGear på utrolige 40 millioner kroner.

Derudover må diktatorsønnen angiveligt vinke farvel til blandt andre en Ferrari 599 GTO, en Ferrari F12, en Ferrari Enzo, en Ferrari LaFerrari, en Aston Martin One 77, en McLaren P1, en Porsche 918 og cirka et dusin andre biler i topklassen.

Instagram-playboy
Mens to tredjedele af Ækvatorialguineas befolkning lever under fattigdomsgrænsen, har 50-årige Teodoro Obiang levet et liv i den absolutte elite.

På Instagram har han lagt billeder op af sine jetsetrejser i privatfly, milliondyre ure – og altså biler og gadgets udover enhver fantasi.

I hans personlige flåde af luksusbiler, der ifølge rygter stadig skulle rumme omkring 50 biler, finder man angiveligt også kuriositeter som futuristiske Tron-motorcykler, ubåde formet som fisk samt en vaskeægte Batmobil a la den fra Chrisopher Nolans filmtrilogi.

Som led i aftalen med de schweiziske anklagere betaler regeringen i Ækvatorialguinea 8,5 millioner kroner i sagsomkostninger. Til gengæld frigives en luksusyacht med et prisskilt på cirka 100 millioner dollars, der siden 2016 har været tilbageholdt i Holland.

Se også: Populære mikrobiler skifter til elektricitet

Dømt flere gange
I oktober 2017 idømte en fransk domstol Teodoro Obiang tre års betinget fængsel. Her blev der ifølge Reuters konfiskeret værdier for over 100 millioner euro, og diktatorsønnen måtte angiveligt vinke farvel til ni luksusbiler, blandt andre en Maserati og en Lamborghini.

Det samme skete for ham i 2014, da det amerikanske justitsministerium konfiskerede et luksuspalæ i Malibu, et Gulfstream-privatfly samt 28 millionbiler.

Det er dog ikke noget, der ser ud til at stoppe Teodoro Obiang, der inden for en overskuelig årrække efter alt at dømme vil overtage præsidentposten i det lille, olierige land.

Hvem der bare var diktatorsøn...

Se også: Björn Borgs klassiske sportsvogn sat til salg

121 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere