Se Chris Brown modtage sit nye eksklusive legetøj

Den bilglade sanger er den første i verden til at drøne rundt i den nye Rezvani Beast, og det har han måttet betale i omegnen af 235.000 kr. ekstra for

Han er måske bedst kendt som sangeren, der fik en dom for at tæve sin ekskæreste, sangerinden Rihanna. Men manden med voldsdommen er også ualmindeligt glad for dyre biler.

En passion, der har gjort ham til indehaver af nogle af verdens dyreste og hurtigste biler. Og nu kan Chris Brown altså også blære sig med at være den første i verden til at eje den californiske 'racerbil', Rezvani Beast.

Se også: Smadrer lejet bryllupsbil til 2,3 millioner

Leverancen af den eksklusive bil fandt sted under optagelserne til Chris Browns nye single 'Liquor', og den er naturligvis foreviget på YouTube, hvor man ser en yderst tilfreds Chris Brown modtage det første eksemplar af Rezvani Beast.

Ville være den første
Det har angiveligt kostet den amerikanske sanger $35,000 (ca. 235.000 kr.) at kunne kalde sig den hidtil eneste ejer af superbilen. Dertil kommer prisen på selve bilen – $165.000 (ca. 1,1 mio. kr.).

Se også: Tusinder af biler i fare for nøgleløst tyveri

På de øvrige bestillinger af bilen har producenten, Rezvani Motors, nemlig proklameret en 12-14 ugers (fra slut juni, hvor den blev sat på markedet) ventetid på leverancen, men Chris Brown betalte sig altså fra at vente og fik leveret bilen inden for blot to uger.

Rezvani Beast er designet af Samir Sadikhov, en fremadstormende designer fra Aserbajdsjan, der tidligere har samarbejdet med både Ferrari og Aston Martin.

Resultatet af hans arbejde er en slank 'racerbil' med massive 19-tommer hjul og en ordentlig kofanger, som i sandhed er en amerikansk stjerne værdig.

Ultralet sportsvogn

Kraften kommer fra en modificeret 2,4-liters turbo-motor fra Honda, der kan generere op til 500 hestekræfter.

Men det er på vægten, at Rezvani Beast i særlig grad skiller sig ud. Den vejer nemlig kun 748 kg, og det gør den i stand til at klare 0-100 km/t på vanvittige 2,7 sek.

Se også: Ny bil for 1.500 kroner om måneden

Tophastigheden ligger på 'små' 265 km/t, så det bliver altså langt fra den hurtigste bil i Chris Browns samling, der bl.a. rummer to Lamborghini Aventador.

Se den dramatiske introduktionsvideo af Rezvani Beast over artiklen.

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 Chris Brown har netop fået leveret superbilen Rezvani Beast, der kan sprinte fra 0-100 km/t på blot 2,7 sek. (Foto: PR)
6 kommentarer
Vis kommentarer