Se hvor i landet trafikanter er mest hensynsløse

Danskerne tror det bedste om sig selv og det værste om andre. Men generelt oplever færre nordjyske trafikanter at møde andre hensynsløse trafikanter

Tre ud af fire oplever, at andre er for dårlige til at vise hensyn i trafikken. (Foto: Colourbox)
Tre ud af fire oplever, at andre er for dårlige til at vise hensyn i trafikken. (Foto: Colourbox)

'Alle de andre er meget værre end mig selv. Faktisk er jeg god til det.' Sådan vurderer danskerne andres og egen opførsel i trafikken.

Og hvis alle mener, at de selv er gode til at vise hensyn i trafikken – og de rent faktisk har ret – skulle man mene, at hensynsløshed på gader og stræder var ikke eksisterende. Men de fleste kan nok ret hurtigt komme i tanke om en selverfaret oplevelse fra trafikken, der vidner om netop hensynsløshed fra medtrafikanternes side.

Se også: Ups: Tankstationer byttede om på benzin og diesel

Vi indrømmer ikke hensynsløshed
Trods den generelle opfattelse af, at vi selv opfører os pænt, når vi sætter os bag rattet eller hopper i sadlen – kun hver tiende indrømmer, at de til tider ikke viser hensyn – mener tre ud af fire danskere generelt, at der ikke vises nok hensyn i trafikken. Det er konklusionen på en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Nykredit Forsikring.

Hver fjerde oplever ifølge undersøgelsen dagligt, at andre trafikanter opfører sig hensynsløst, og desværre er det ikke blevet bedre siden en tilsvarende undersøgelse sidste år, viste det samme.

Se også: Skru nummerpladen fast eller få en bøde på 1000 kr.

– Vi deler alle sammen ansvaret for at få trafikken til at glide og være sikker. Derfor er det rigtig interessant at se, at mens mange efterlyser mere hensyn, så er det de færreste, der mener, at de selv ikke viser nok hensyn. Hvis vi vil have sikker trafik i Danmark, er det afgørende, at alle kører ordentligt, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Hovedstadens trafik opfattes mere hensynsløs
På landsplan oplever 24 procent, at andre trafikanter opfører sig hensynsløst hver eneste dag. I Hovedstaden er det tal 36 procent, mens det i Nordjylland er mere end halveret og ligger på blot 17 procent. Forskellen kommer ikke bag på Kim Rud-Petersen.

– Selvfølgelig er der forskel på, hvordan trafikken er i de forskellige regioner og fra by til landdistrikt. Det overrasker mig ikke, at flere oplever mindre hensyn, når trafikken er tæt, siger han.


 

59 kommentarer
Vis kommentarer