Se listen: Luksus og plads hitter hos danske leasingbilister

Biler med masser af sikkerhedsudstyr, god plads og høj siddeposition er populære, og det mærker man også på markedet for firmabiler

Nissan Qashqai var slet ikke på LeasePlans liste over de mest populære firmabiler sidste år - men i år har SUV'en indtaget en andenplads . Foto: Nissan
Nissan Qashqai var slet ikke på LeasePlans liste over de mest populære firmabiler sidste år - men i år har SUV'en indtaget en andenplads . Foto: Nissan

Ordet 'Qashqai' må efterhånden kandidere til en plads i leksikonet.

I så fald ville det, foruden ordets oprindelige anvendelse som navnet på et iransk nomadefolk, fremgå, at bilen med det karakteristiske navn i løbet af særligt 2017 og 2018 har vundet indpas i den motoriserede del af den danske befolkning. Her har den slået tidligere tiders favoritter på salgslisterne for såvel nye som brugte biler.

Nu er Nissan Qashqai imidlertid dukket op i en ny sammenhæng, for bilen er tilsyneladende også blevet en særdeles populær firmabil. Det er i hvert fald tilfældet hos LeasePlan, der står bag 33.000 danske firmabiler.

Bilen, der slet ikke var på top 10-listen sidste år, har i år indtaget en andenplads på listen over de mest populære modeller. Den overgås kun af den luksuriøse Mercedes-Benz C-Klasse på førstepladsen, og sammen har de to biler sendt den mangeårige favorit, VW Passat, ned på en tredjeplads.

SUV'er bliver flere
Ifølge Michael Olsen, der er administrerende direktør i LeasePlan, har Nissan Qashqai især fundet luft under vingerne efter sit seneste facelift.

- Modellens popularitet hænger sammen med rummeligheden – både for chauffør og passagerer, ligesom bilen har fået et ansigtsløft, som har øget interessen markant, siger han i en pressemeddelelse.

Netop rummelighed er også noget, der karakteriserer flere af de andre modeller på selskabets top 10-liste. Nissan Qashqai har her følgenskab af Volkswagen Tiguan, der er en direkte konkurrent i SUV-segmentet, samt den højløftede familiebil VW Touran med syv sæder.

Begge modeller er faldet henholdsvis en og to pladser på listen set i forhold til sidste år, men det stopper ikke LeasePlans direktør fra at spå, at især SUV-modellerne vil udgøre en endnu større del af listen om få år.

- Hvis udviklingen på området fortsætter, er det meget sandsynligt, at vi ser flere SUV’er i top 5 allerede om et år eller to, siger Michael Olsen i pressemeddelelsen.

Se også: Italiens antiterrorkorps opgraderer: Så vild er den nye patruljevogn

Masser af udstyr
Foruden de tre familie- og moderigtige biler tilhører en stor del af modellerne på top 10-listen premiumsegmentet. Ud over Mercedes-Benz C-Klasse finder man den større E-Klasse, BMW 3-serie og Audi A4.

Firmabilisterne efterspørger ifølge LeasePlan biler med sikkerhedsudstyr som adaptiv fartpilot, kollisions- og vejbaneassistent, og det er næsten ikke til at undgå i luksusbilerne. Det samme er tilfældet med automatgear, påpeger Michael Olsen.

- Automatgear har for alvor bidt sig fast og vist sig at være en luksus i hverdagen, som prioriteres højt af firmabilbrugerne. De automatiske gearkasser bliver også bedre og bedre, og det er for alvor ved at gå op for den danske befolkning, at det er yderst komfortabelt og nemt at køre med, siger direktøren i pressemeddelelsen.

Omkring halvdelen af de nye firmabiler, som selskabet sendte på vejene sidste år, havde automatgear. I år er andelen steget til omkring 60 procent.

Top 10 hos LeasePlan

  1. Mercedes-Benz C-Klasse (2)
  2. Nissan Qashqai (ny)
  3. Volkswagen Passat (1)
  4. Ford Mondeo (3)
  5. BMW 3-serie (6)
  6. Mercedes-Benz E-Klasse (4)
  7. Volkswagen Touran (5)
  8. Volkswagen Tiguan (7)
  9. Audi A4 (ny)
  10. Skoda Octavia (8)

Listen er lavet på baggrund af de leasingbiler, LeasePlan har sendt på vejene fra 1. januar til 15. september 2018. Tallet i parenteserne angiver modellens placering sidste år.

Se også: Grøn tænketank: Behold den gamle smadderkasse, hvis du vil køre grønt

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen